Bind 10 - Oktober

142 V. I. LENIN
»Sovjetmagten bliver nu noget rent formelt« — det er
den uhyrlige sætning, som vi har set Moskva-resolutionens
forfattere svinge sig op til.
Når de tyske imperialister nu pålægger os at betale erstatning,
når de forbyder os at drive propaganda og agitation
mod Tyskland, så mister også sovjetmagten sin betydning,
den »bliver noget rent formelt«, det er sandsynligvis
»tanke«gangen hos resolutionens forfattere. Vi sagde:
»sandsynligvis«, for forfatterne har ikke fremført nogen
som helst klar og præcis betragtning, der underbygger
den pågældende sætning.
Den dybeste og mest håbløse pessimisme, den mest
fuldstændige fortvivlelse — det er indholdet i »teorien«
om sovjetmagtens påståede formelle betydning og om tilladeligheden
af en taktik, der indstiller sig på den mulighed,
at sovjetmagten går tabt. Der er jo alligevel ingen
redning mulig, lad så bare sovjetmagten gå under — det
er den følelse, der har dikteret denne uhyrlige resolution.
De såkaldte »økonomiske« argumenter, som man undertiden
udstyrer den slags tanker med, er ikke andet end
den samme håbløse pessimisme: Hvad er det da for en
sovjetrepublik, hvis man kan pålægge den den ene erstatning
efter den anden.
Det er den rene fortvivlelse: Vi går jo alligevel under!
En forståelig følelse i den overordentlig vanskelige situation,
som Rusland befinder sig i. Men den er ikke »forståelig«
blandt bevidste revolutionære. Den er karakteristisk,
netop fordi den reducerer moskvafolkenes anskuelser
til det absurde. Franskmændene i 1793 ville aldrig have
sagt, at det de havde vundet, republikken og demokratiet,
var noget rent formelt, at man må indstille sig på
den mulighed, at republikken går tabt. De var ikke opfyldt
af fortvivlelse, men af tro på sejren. Det at opfordre
til en revolutionær krig og samtidig i en officiel resolution
tale om at »indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten
går tabt«, betyder at afsløre sig selv fuldstændigt.
Prøjsen og en række andre lande måtte i begyndelsen
af det 19. århundrede, under Napoleonskrigene, finde sig i
langt langt værre og tungere nederlag, erobringer, ydmygelser
og undertrykkelse fra erobrernes side end Rusland
i 1918. Og alligevel fortvivlede Prøjsens bedste mænd ikke,
da Napoleon trampede på dem med jernskoet hæl
hundrede gange hårdere, end man nu kunne trampe på