Bind 10 - Oktober

192 V. I. LENIN
gynde, men har vanskeligt ved at tage de næste skridt.
Sådan måtte det uundgåeligt være, fordi vi skulle begynde
med det mest rådne og tilbagestående politiske system.
Den europæiske revolution skal begynde med bourgeoisiet,
skal have at gøre med en utroligt stærk fjende og
på langt vanskeligere betingelser. Den europæiske revolution
får langt vanskeligere ved at begynde. Vi ser, at
den har langt vanskeligere ved at slå den første breche i
det system, der holder den nede. Den får betydeligt lettere
ved at stige op på sit andet og tredje trin. Og anderledes
kan det ikke være i kraft af det styrkeforhold mellem
de revolutionære klasser og de reaktionære, der i øjeblikket
findes på den internationale arena. Det er det afgørende
gennembrud, der hele tiden lades ude af betragtning
af de folk, der ikke ser på den nuværende situation,
på den usædvanligt vanskelige situation for revolutionen
fra en historisk synsvinkel, men ud fra følelser og harme.
Og den historiske erfaring fortæller os, at altid, i alle revolutioner
— i en sådan tid, hvor revolutionen gennemløber
et brat omsving og en overgang fra hurtige sejre til en
periode af hårde nederlag — at da begyndte de pseudorevolutionære
frasers periode, som altid har påført den revolutionære
udvikling den største skade. Derfor, kammerater,
kun såfremt vi sætter os for at tage dette omsving
med i betragtning, som har kastet os fra hurtige, lette og
fulde sejre til hårde nederlag, først da bliver vi i stand til
at anlægge vor taktik rigtigt. Dette spørgsmål er umådeligt
kompliceret og umådeligt vanskeligt. Det er resultatet
af omsvinget i revolutionens udvikling i øjeblikket —
fra lette indre sejre til usædvanligt hårde nederlag udefra
— og omsvinget i hele den internationale revolution — fra
den russiske revolutions propagandistisk-agitatoriske
epoke, hvorunder imperialismen forholdt sig afventende,
fra denne epoke til imperialismens offensive aktioner
mod sovjetmagten — dette spørgsmål stiller hele den internationale
vesteuropæiske bevægelse over for et særligt
vanskeligt og særligt påtrængende spørgsmål. Hvis vi ikke
skal glemme dette historiske moment, må vi studere,
hvordan det forholder sig med Ruslands mest afgørende
interesser i relation til den nuværende overordentlig
hårde fred, den såkaldt skændige fred.
Jeg har ofte i polemik mod dem, der afviste nødvendigheden
af at gå ind på denne fred, mødt den påstand, at un-