Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 203
der, og det kan ikke holdes oppe af arbejderne i det mest
tilbagestående land, hvis ikke arbejderne i alle de fremskredne
lande kommer dem til hjælp. De socialistiske forandringer,
vi har gennemført, er i mangt og meget ufuldkomne,
svage og utilstrækkelige: de vil blive et fingerpeg
for de fremskredne vesteuropæiske arbejdere, der vil sige
til sig selv: »Russerne påbegyndte da i hvert fald en
sag, som burde påbegyndes«, men vigtigt er det, at vort
folk i sammenligning med det tyske folk ikke kun er et
svagt og tilbagestående folk, men det folk, der har rejst
revolutionens banner. Mens bourgeoisiet i et hvilket som
helst land fylder alle sider i deres aviser med bagvaskelse
af bolsjevikkerne, mens de franske, engelske, tyske
osv. imperialisters presseorganer i samstemmigt kor
bagtaler bolsjevikkerne, er der ikke et land, hvor vor socialistiske
statsmagts navne og paroler ville fremkalde
udbrud af harme på møder indkaldt af arbejdere. (Tilråb:
»Det er løgn!«.) Nej, det er ikke løgn, men sandt, og
enhver, der har været i Tyskland, i Østrig, Svejts eller
Amerika de senere måneder, vil sige jer, at det ikke er
løgn, men sandt, at navne og paroler hidrørende fra sovjetmagtens
repræsentanter i Rusland, hilses med den
største entusiasme blandt arbejderne, at de arbejdende
masser, trods alle hånde løgne fra bourgeoisiet i Tyskland,
Frankrig osv., har forstået, at hvor svage vi end er,
arbejdes der her i Rusland for deres sag. Ja, vort folk
skal bære den overordentlig tunge byrde, det har påtaget
sig, men det folk, der formåede at skabe sovjetmagten,
kan ikke bukke under. Og jeg gentager: ikke en eneste bevidst
socialist, ikke én arbejder, der tænker over revolutionens
historie, kan bestride, at trods alle sovjetmagtens
mangler — som jeg kender alt for godt og udmærket forstår
at vurdere — er sovjetmagten den højeste statstype,
en direkte fortsættelse af Pariserkommunen. Den har
rejst sig et trin over de øvrige europæiske revolutioner,
og derfor befinder vi os ikke under så vanskelige forhold
som det tyske folk for hundrede år siden. Ændringen af
styrkeforholdet mellem røverne, udnyttelsen af konflikter
samt opfyldelsen af de krav, som røveren Napoleon,
røveren Aleksander I og det engelske monarkis røvere —
stillede, det var den eneste chance for dem, feudalismen
undertrykte, og ikke desto mindre bukkede det tyske folk
ikke under på grund af Tilsitfreden. Men vi, gentager