Bind 10 - Oktober

272 V. I. LENIN
strative funktioner i arbejdstiden, under betingelser for
arbejdet, der fastsættes netop af sovjetmagten, og som
kan ophæves eller revideres af den. For det tredje overdrager
sovjetmagten »ledelsen« til kapitalister ikke som
kapitalister, men som specialister, teknikere eller organisatorer
med en højere løn. Og arbejderne forstår udmærket,
at organisatorer af virkelig store og meget store
virksomheder, truster eller andre institutioner for 99 procents
vedkommende hører til kapitalistklassen, ligesom
førsteklasses teknikere — men netop dem skal vi, det
proletariske parti, tage som »ledere« af arbejdsprocessen
og organiseringen af produktionen, for der er ikke
andre folk, der har praktisk erfaring i dette arbejde. Arbejderne,
som har trådt deres børnesko i en tid, da en
»radikal« frase eller småborgerlig løsagtighed endnu
kunne lede dem på afveje, kommer jo til socialismen netop
gennem den kapitalistiske ledelse af trusterne, gennem
maskinel storproduktion, gennem virksomheder
med en omsætning på millioner om året — udelukkende
gennem sådanne industrier og virksomheder. Arbejderne
er ikke småborgere. De er ikke bange for selv den største
»statskapitalisme«, de vurderer den som deres proletariske
instrument, et instrument som deres statsmagt, sovjetmagten
anvender i arbejdet mod småborgerlig opløsning
og uorden.
Det er kun deklasserede og derfor helt igennem småborgerlige
intellektuelle, der ikke kan forstå dette — en
type som Osinskij, der optræder i »venstre-kommunisternes«
gruppe og i deres tidsskrift, hvor han skriver:
. . . »Alt initiativ til virksomhedens organisering og
ledelse ligger hos »trusternes organisatorer«: for vi
vil jo ikke lære dem noget, ikke gøre dem til ordinære
arbejdere, vi vil derimod lære af dem.« (Kommunist
nr. 1, side 14, spalte 2.)
Den tilstræbte ironi i denne frase er rettet mod mine ord:
»lære socialisme af trusternes organisatorer«.
For Osinskij er det latterligt. Han vil gøre trusternes
organisatorer til »ordinære arbejdere«. Hvis det var
skrevet af et menneske i den alder, om hvilken digteren
sagde: »Kun femten år gammel, ikke mere?« . . , 12) — så
behøvede vi ikke at undre os. Men for en marxist, der har
lært, at socialisme er umulig uden udnyttelse af de frem-