Bind 10 - Oktober

154 V. I. LENIN
der muliggjorde oktobersejren. De, der også i oktober ønskede
at dele magten 1), begik den fejl, at de ikke betragtede
oktobersejren i forbindelse med julidagene, med offensiven,
med Kornilovkuppet osv., osv. Begivenheder,
der gav millionmasserne den opfattelse, at sovjetmagten
var en nødvendighed. Så følger vort triumftog hele Rusland
over, ledsaget af alles stræben efter fred. Vi ved, at
vi ved en ensidig nægtelse af at føre krig ikke ville få
fred; det henviste vi allerede til på aprilkonferencen 2). I
perioden fra april til oktober erkendte soldaterne ganske
klart, at kompromispolitikken trækker krigen i langdrag
og fører til, at imperialisterne foretager vilde, vanvittige
forsøg på offensiver og roder sig endnu dybere ind i krigen,
som vil kunne vare i årevis. Under disse omstændigheder
var det nødvendigt for enhver pris og hurtigst muligt
at gå over til en aktiv fredspolitik, det var nødvendigt
at lægge magten i sovjetternes hånd, at afskaffe godsejernes
jordbesiddelse til bunds. I ved, at ikke blot Kerenskij,
men også Avksentjev støttede godsejerne, idet de
gik så vidt, at de arresterede medlemmer af jordkomiteerne.
Og den politik, den parole »magten til sovjetterne«,
som vi plantede i de brede folkemassers bevidsthed, gjorde
det muligt for os at sejre så let i Petersborg i oktober
og gjorde i de følgende måneder den russiske revolution
til ét uafbrudt triumftog.
Borgerkrigen blev en kendsgerning. Det, som vi havde
forudsagt ved begyndelsen af revolutionen og allerede
ved begyndelsen af krigen, og som betydelige socialistiske
kredse dengang stillede sig tvivlende eller endog
hånligt overfor, nemlig forvandlingen af den imperialistiske
krig til borgerkrig, blev den 25. oktober 1917 en
kendsgerning i et af de største og mest tilbagestående af
de krigsførende lande. Det viste sig, at det overvejende
flertal af befolkningen stod på vor side i denne borgerkrig,
og som følge deraf tilfaldt denne sejr os så usædvanlig
let.
Alle vegne, hvor tropper, der forlod fronten, kom hen,
bragte de et maksimum af revolutionær vilje til at gøre
ende på kompromispolitikken med sig, og det viste sig, at
de kompromisvenlige elementer, hvidgardisterne, godsejersønnerne
savnede enhver støtte i befolkningen. Krigen
mod dem blev, efterhånden som de brede masser og
de troppestyrker, der blev sat ind mod os, gik over på bol-