Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 173
mann ved det, han er ikke som man påstår, i stand til i
dette minut at tage Petrograd, tage Moskva. Men han
kan gøre det i morgen, det er fuldt ud muligt. Jeg gentager,
at på det tidspunkt, hvor hærens sygdom er en kendsgerning,
hvor vi udnytter enhver lejlighed til for enhver
pris at få blot én dags pusterum, på det tidspunkt siger vi,
at enhver alvorlig revolutionær, der er forbundet med
masserne og ved, hvad krig er, hvad masserne er, skal
disciplinere den, helbrede den, forsøge på at forberede
den til den nye krig — enhver sådan revolutionær vil give
os ret, han vil anerkende enhver skændig traktat som rigtig,
thi den er til gavn for den proletariske revolution, for
Ruslands fornyelse og befrielse for det syge organ. Vi indstiller
ikke vor arbejderrevolution ved at undertegne denne
fred — det forstår ethvert sundt-tænkende menneske;
enhver forstår, at vi ikke ved at undertegne denne fred
med tyskerne indstiller vor militære hjælp: vi vil sende
finnerne våben, men ikke tropper, der viser sig uduelige.
Måske vil vi optage krigen; det er muligt, at vi i morgen
også afstår Moskva, og så går til offensiv, lader vor
hær rykke mod den fjendtlige hær, såfremt der sker det
omsving i folkestemningen, som er i færd med at modnes,
hvad der måske behøves lang tid til; men omsvinget vil
indtræffe, når de brede masser fører et andet sprog end
det, de fører i dag. Jeg er tvunget til at undertegne selv
den mest trykkende fred, fordi jeg ikke nu kan sige til mig
selv, at dette tidspunkt er kommet. Når så tiden for fornyelsen
kommer, vil alle føle det og se, at det russiske
menneske ikke er nogen idiot; han ser, han fatter, at man
må holde sig tilbage, at denne parole må gennemføres —
deri består hovedopgaven for vor partikongres og sovjetkongressen.
Man må forstå at arbejde på en ny måde. Det er langt,
langt vanskeligere, men det er på ingen måde håbløst.
Dette sprænger på ingen måde sovjetmagten, når blot vi
ikke selv sprænger den ved et dumt eventyr. Den tid vil
komme, hvor folket siger: jeg lader mig ikke pine mere.
Men det kan kun ske, hvis vi ikke indlader os på dette
eventyr, men forstår at arbejde under vanskelige betingelser,
under den forfærdelig ydmygende traktat, som vi
i disse dage har undertegnet, thi en sådan historisk krise
løses ikke af en krig alene, ikke af en fredstraktat alene.
Det tyske folk var på grund af sin monarkistiske organi-