Bind 10 - Oktober

210 V. I. LENIN
et år siden styrtede tsarismen og for mindre end et halvt
år siden befriede sig for Kerenskij-folkene, er der selvfølgelig
blevet ikke så lidt elementær anarkisme tilbage,
forstærket af den brutalitet og vildskab, som følger med
enhver langvarig og reaktionær krig, og der er opstået en
ikke ringe stemning af fortvivlelse og genstandsløs forbitrelse;
når man dertil føjer den provokatoriske politik,
som bourgeoisiets lakajer (mensjevikkerne, de højre-socialrevolutionære
og lignende) fører, bliver det fuldt ud
forståeligt, hvilke langvarige og hårdnakkede anstrengelser
de bedste og mest målbevidste arbejdere og bønder
må gøre sig for at tilvejebringe et fuldstændigt omsving
i massernes stemning og få dem til at vende sig til
det regelmæssige, vedholdende og disciplinerede arbejde.
Kun en sådan vending, gennemført af de fattiges masser
(proletarerne og halvproletarerne) er i stand til at
hidføre sejren over bourgeoisiet og i særdeleshed over det
yderst stædige og talrige bondebourgeoisi.
Den nye fase i kampen mod bourgeoisiet
Bourgeoisiet er besejret hos os, men det er endnu ikke revet
op med rode, ikke afskaffet og ikke engang slået definitivt
til jorden. Det er derfor en ny, højere form for
kamp mod bourgeoisiet, der sættes på dagsordenen, en
overgang fra den yderst simple opgave fortsat at ekspropriere
kapitalisterne til den langt mere indviklede og
vanskelige opgave at skabe sådanne betingelser, under
hvilke bourgeoisiet hverken kan eksistere eller opstå på
ny. Det er klart, at dette er en langt, langt højere opgave,
og at der ikke findes nogen socialisme, så længe denne opgave
ikke er løst.
Hvis vi tager de vesteuropæiske revolutioner som målestok,
står vi i dag tilnærmelsesvis på det niveau, som
blev nået i 1793 og i 1871. Vi kan med fuld ret være stolte
over, at vi har hævet os til dette niveau og i én henseende
utvivlsomt er gået noget længere, nemlig derved, at vi
har dekreteret og i hele Rusland indført den højeste statstype
— sovjetmagten. Men vi kan under ingen omstændigheder
slå os til tåls med det opnåede, for vi har kun lige
påbegyndt overgangen til socialismen, men har endnu
ikke realiseret noget afgørende i denne henseende.
Det afgørende er at organisere den strengeste, lands-