Bind 10 - Oktober

240 V. I. LENIN
er småborgerlige, reformistiske og så videre og så fremdeles.
Disse jammer-revolutionæres ulykke er, at ikke engang
de af dem, der ledes af verdens bedste motiver og
udmærker sig ved ubetinget hengivenhed for socialismens
sag, har tilstrækkelig forståelse af den særlige og
»særlig ubehagelige« tilstand, som et tilbagestående
land, der er udmattet efter en reaktionær og ulykkelig
krig og har begyndt den socialistiske revolution længe før
de mere fremskredne lande, uundgåeligt må igennem; de
har ikke tilstrækkelig udholdenhed i en vanskelig overgangs
vanskelige øjeblikke. Det er naturligt, at de »venstre-socialrevolutionæres«
parti driver en »officiel« opposition
af denne art mod vort parti. Der findes og vil naturligvis
altid findes personlige undtagelser fra gruppe- og
klassetyperne. Men de sociale typer står fast. I et land
med en befolkning, hvor den lille ejendomsbesidder har
en uhyre overvægt over de rent proletariske elementer,
vil forskellen mellem den proletariske og den småborgerlige
revolutionære uvægerligt gøre sig gældende — og fra
tid til anden gøre sig overordentlig skarpt gældende. Den
småborgerlige revolutionære vakler og raver rundt ved
enhver vending i begivenhederne, han var yderst revolutionær
i marts 1917, så sang han lovsange over »koalitionen«
i maj, han hadede bolsjevikkerne (eller begræd deres
»eventyrpolitik«) i juli, han tog ængsteligt afstand fra
dem i slutningen af oktober, derefter støttede han dem i
december — og endelig i marts og april 1918 rynker disse
typer for det meste foragteligt på næsen og siger: »Jeg
hører ikke til dem, der synger hymner til det 'organiske'
arbejde, prakticismen og den gradvise udvikling«.
Den sociale kilde til sådanne typer, det er den lille ejendomsbesidder,
der er blevet desperat af krigens rædsler,
den pludselige ruin, hungersnødens, forfaldets uhørte
kvaler, han farer hysterisk omkring, søger udvej og redning
og svinger mellem på den ene side tillid og støtte til
proletariatet og på den anden side anfald af fortvivlelse.
Man må gøre sig klart og fast indpræge sig, at der ikke
kan bygges nogen socialisme på en sådan social basis.
Kun en klasse, der uden vaklen følger sin egen vej, ikke
lader modet falde og ikke henfalder til fortvivlelse ved de
vanskeligste, sværeste og farligste overgange, kan lede
de arbejdende og udbyttede masser. Vi har ikke brug for