Bind 10 - Oktober

180 V. I. LENIN
ikke råbe op, men bide tænderne sammen og ruste sig.
Bide tænderne sammen, ikke råbe op, men ruste sig.
Den revolutionære krig kommer, der har vi ingen meningsforskelle;
meningsforskellene gælder Tilsit-freden.
Skal den undertegnes eller ikke? Det værste er den syge
hær, ja, og derfor må der i centralkomiteen være én fast
linje, ikke meningsforskelle eller en mellemlinje, som også
kammerat Bukharin har støttet. Jeg skildrer ikke pusterummet
i rosenrøde farver; ingen ved, hvor længe pusterummet
vil vare, og jeg ved det heller ikke. Forsøgene
på at få mig til at sige, hvor længe pusterummet vil vare,
er latterlige. Takket være at vi har bevaret hovedjernbanelinjerne,
hjælper vi både Ukraine og Finland. Vi udnytter
pusterummet, idet vi manøvrerer og trækker os tilbage.
Man kan ikke længere fortælle den tyske arbejder, at
russerne er lunefulde, for det er nu klart, at den tyske og
japanske imperialisme marcherer, og det bliver klart for
alle og enhver; tyskerne vil ikke kun undertrykke bolsjevikkerne,
de vil også undertrykke i Vesten, alt blandes
sammen, og i denne nye krig kommer man til og må man
kunne manøvrere.
Hvad angår kammerat Bukharins tale, vil jeg bemærke,
at når han mangler argumenter, så fremfører han noget
fra Uritskij og siger: »Traktaten skandaliserer os«.
Her behøves ingen argumenter: hvis vi var blevet skandaliseret,
så skulle vi have taget vores papirer og være
løbet væk, men også hvis vi er blevet »skandaliseret«, tror
jeg ikke, at vore standpunkter er blevet rokket. Kammerat
Bukharin forsøgte at analysere vore standpunkters klassemæssige
grundlag, men i stedet for dette fortalte han
en anekdote om en afdød økonom i Moskva. Når man
fandt en forbindelse mellem vor taktik og den sorte børs,
så glemte man — og det er ved Gud latterligt — at klassens
holdning i sin helhed, netop klassen og ikke dem, der
handler sort, viser os, at det russiske bourgeoisi og alle
dets håndlangere — folk fra Dela Naroda 21) og Novaja
Sjisn 22) — af alle kræfter vil drive os ud i denne krig. Denne
klassebestemte kendsgerning har I ikke hæftet jer ved.
At erklære Tyskland krig nu betyder at give efter for det
russiske bourgeoisis provokation. Det er ikke nyt, for det
er den sikreste — jeg siger ikke: den absolut sikre, der
findes ikke noget absolut sikkert — den sikreste vej at