Bind 10 - Oktober

SOVJETMAGTENS NÆRMESTE OPGAVER 229
ske i særdeleshed, selv hvis der ikke var nogen ydre krig,
utænkelig uden en indre krig, dvs. uden en borgerkrig,
der betyder endnu større forfald end en ydre krig, betyder,
at tusinder og millioner vakler og løber over fra den
ene side til den anden, betyder en tilstand med den største
usikkerhed, uligevægt og kaos. Og naturligvis må alle det
gamle samfunds opløsende elementer, der uundgåeligt er
meget talrige og fortrinsvis forbundet med småborgerskabet
(for enhver krig og enhver krise ruinerer og ødelægger
først og fremmest dette), ved en så dybtgribende
omvæltning absolut »gøre sig gældende«. Og de opløsende
elementer kan ikke »gøre sig gældende« på anden måde
end ved en forøgelse af forbrydelser, bandeuvæsen, bestikkelser,
spekulation og skændigheder af enhver art.
For at blive herre over dette behøver man tid og en jernhård
hånd.
Der har ikke været en eneste stor revolution i historien,
hvor folket ikke instinktivt har følt dette og vist gavnlig
fasthed ved at skyde tyvene på gerningsstedet. De tidligere
revolutioners ulykke bestod i, at massernes revolutionære
begejstring, som holdt deres spændte sindstilstand
vedlige og gav dem kraft til ubarmhjertigt at undertrykke
de opløsende elementer, ikke varede længe nok. Den
sociale årsag, dvs. klasseårsagen til denne ubestandighed
i massernes revolutionære begejstring var proletariatets
svaghed; og kun proletariatet alene (såfremt det
er tilstrækkeligt talrigt, bevidst og disciplineret) er i
stand til at samle flertallet af de arbejdende og udbyttede
om sig (flertallet af de fattige for at tale mere jævnt og
populært) og beholde magten længe nok til fuldstændig at
undertrykke såvel alle udbyttere som alle opløsende elementer.
Denne historiske erfaring fra alle revolutioner, denne
verdenshistoriske — økonomiske og politiske — lære har
også Marx bekræftet, idet han prægede den korte, skarpe,
præcise og klare formel: proletariatets diktatur. Og
at den russiske revolution er gået i gang med at gennemføre
denne verdenshistoriske opgave på den rigtige måde,
det har sovjetorganisationens sejrstog i alle Ruslands
folk og folkegrupper bevist. Sovjetmagten er nemlig ikke
andet end det proletariske diktaturs organisationsform,
et diktatur, der udøves af den fremskredne klasse, som
løfter snese og atter snese af millioner arbejdende og ud-