Bind 10 - Oktober

206 V. I. LENIN
yderste og giver sig udslag på den ene side i genoptagelsen
af det imperialistiske blodbad mod vest og på den anden
side i den yderst tilspidsede imperialistiske kappestrid
mellem Japan og Amerika om herredømmet over
Stillehavet og dets kyster.
Det er klart, at vor socialistiske sovjetrepublik, beskyttet
af et så skrøbeligt skjold, befinder sig i en overordentlig
ustabil, absolut kritisk international situation. Det er
nødvendigt at anspænde alle vore kræfter til det yderste
for at udnytte det pusterum, som et sammenfald af omstændigheder
har givet os, til at hele de dybe sår, krigen
har tilføjet hele den russiske samfundsorganisme, og til
at højne landet økonomisk, uden hvilket der slet ikke kan
være tale om en betydelig forøgelse af forsvarsevnen.
Det er ligeledes klart, at vi kun kan yde den socialistiske
revolution i Vesteuropa, der af en række grunde er
forsinket, alvorlig støtte i samme grad, som vi er i stand
til at løse den organisatoriske opgave, der er stillet os.
Den vigtigste betingelse for en heldig løsning af den organisatoriske
opgave, vi i første række står overfor, er, at
folkets politiske førere, dvs. medlemmerne af Ruslands
Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) og tillige alle
bevidste repræsentanter for de arbejdende masser gør
sig fuldstændig klart, hvad der i denne henseende er den
grundlæggende forskel mellem de tidligere, borgerlige
revolutioner og den nuværende, socialistiske revolution.
I de borgerlige revolutioner bestod de arbejdende massers
hovedopgave i at udføre et negativt eller ødelæggende
arbejde, nemlig at tilintetgøre feudalismen, monarkiet,
middelalderen. Det positive eller skabende arbejde
med at organisere det nye samfund blev udført af det besiddende,
borgerlige mindretal af befolkningen. Og det
løste forholdsvis let denne opgave, trods arbejdernes og
de fattige bønders modstand, ikke blot fordi de af kapitalen
udbyttede massers modstand dengang på grund af deres
splittethed og ringe udvikling var yderst svag, men
også fordi den vigtigste organiserende kraft i det anarkisk
opbyggede kapitalistiske samfund er det spontant,
til alle sider voksende, nationale og internationale marked.
Derimod er hovedopgaven for proletariatet og de fattige
bønder, der ledes af proletariatet, i enhver socialistisk
revolution — følgelig også i den socialistiske revolution i