Bind 10 - Oktober

212 V. I. LENIN
staltningerne til direkte ekspropriering af ekspropriatørerne
stået i forgrunden. Det, der nu stilles i forgrunden,
er organiseringen af regnskabsføring og kontrol såvel i
de foretagender, hvor kapitalisterne allerede er eksproprieret,
som i alle andre foretagender.
Hvis vi nu ville fortsætte med at ekspropriere kapitalen
i det hidtidige tempo, ville vi sikkert lide nederlag, for
vort arbejde på at organisere proletarisk regnskabsføring
og kontrol holder ikke trit med den direkte »ekspropriation
af ekspropriatørerne«. Dette er klart og tydeligt
for ethvert tænkende menneske. Hvis vi nu af alle kræfter
går i gang med arbejdet på at organisere regnskabsføring
og kontrol, da kan vi løse denne opgave, indhente det
forsømte og vinde hele vor »kampagne« mod kapitalen.
Men når vi anerkender, at vi må indhente det forsømte,
er det så ikke ensbetydende med, at vi indrømmer, vi har
begået en fejl? På ingen måde. Lad os igen anføre en
militær sammenligning. Hvis man kan slå fjenden og drive
ham tilbage med det lette kavalleris afdelinger alene,
så skal man gøre det. Men hvis det kun kan gøres med
held indtil en vis linje, er det fuldt ud tænkeligt, at det bliver
nødvendigt bag denne linje at køre det svære artilleri
frem. Idet vi indrømmer, at man nu må indhente det forsømte
ved at køre det svære artilleri frem, indrømmer vi
aldeles ikke, at det sejrrige kavalleriangreb var en fejl.
Bourgeoisiets lakajer har ofte bebrejdet os, at vi har
ført et »rødgardistisk« angreb på kapitalen. Det er en urimelig
bebrejdelse, der netop er pengesækkens lakajer
værdig. For det »rødgardistiske« angreb på kapitalen var
dengang absolut dikteret af forholdene: for det første
ydede kapitalen dengang militær modstand ved personer
som Kerenskij og Krasnov, Savinkov og Gots, Dutov og
Bogajevskij (Gegetjkori yder stadigvæk en sådan modstand).
Militær modstand kan ikke brydes på anden måde
end ved militære midler, og rødgardisterne har fuldbyrdet
en af de ærefuldeste og største gerninger i historien
ved at befri de arbejdende og udbyttede for udbytternes
åg.
For det andet kunne vi ikke dengang stille administrationsmetoden
i forgrunden i stedet for undertrykkelsesmetoderne,
også fordi kunsten at forvalte ikke er en medfødt
egenskab hos menneskene, men læres gennem erfaring.
Dengang havde vi ikke den erfaring. Nu har vi den.