Bind 10 - Oktober

286 V. I. LENIN
2) Det bolsjevikiske partis 7. Alrussiske Konference blev afholdt 24.-29.
april 1917 i Petrograd. Konferencen diskuterede og fastslog partiets
linje med hensyn til alle spørgsmål om krigen og revolutionen og overdrog
partiet det hverv at fuldbyrde overgangen fra den borgerlig-demokratiske
revolution til den socialistiske revolution. Se nærværende udgave
bind 7, s. 85. — S. 154.
3) Dette argument imod at underskrive de fredsbetingelser, tyskerne
havde fremsat, blev fremhævet af »venstrekommunisterne« på et møde
8. (21.) januar 1918 mellem centralkomitémedlemmer og partiarbejdere.
— S. 160.
4) Brest-forhandlingerne — forhandlingerne med Tyskland begyndte
den 20. november 1917 i Brest-Litovsk. Den 2. december blev der underskrevet
en våbenstilstandsaftale, og herefter indledtes forhandlingerne
om afslutning af en fredstraktat. Under fredsforhandlingerne blev det
klart, at de tyske imperialister havde til hensigt at påtvinge sovjetrepublikken
en fred, der ville betyde, at landet blev udplyndret og ydmyget.
De ville underlægge sig Polen, Litauen og dele af Letland og Hviderusland
— dvs. de områder, som deres tropper havde erobret. De tyske imperialister
omgikkes også med erobringsplaner over for Ukraine. De
traf en hemmelig aftale med den delegation fra den ukrainske rada, der
var kommet til Brest-Litovsk, og regnede med, at de med de borgerlige
nationalisters hjælp kunne løsrive Ukraine fra Sovjetrusland og underkue
det ukrainske folk.
Den 8. januar 1918 fremlagde Lenin på en konference, i hvilken centralkomiteens
medlemmer og de bolsjevikiske delegerede til den 3. sovjetkongres
deltog, teser om øjeblikkelig afslutning af en separat og
anneksionistisk fred. Han påviste, at en objektiv opgørelse af den samfundsmæssige,
økonomiske og politiske stilling i landet og sovjetrepublikkens
mangel på kampduelig hær gjorde det til en nødvendighed at
slutte fred øjeblikkeligt. Men Lenins synspunkt fik ikke flertallet for sig
på konferencen.
Den 27. januar 1918 krævede Tysklands repræsentanter ultimativt, at
den sovjetiske delegation skulle undertegne vilkårene i en fredstraktat,
hvorefter de af tyskerne okkuperede områder skulle løsrives fra Rusland.
Den sovjetiske fredsdelegation lededes dengang af Trotskij. Til
trods for Lenins indtrængende opfordringer om at trække forhandlingerne
i langdrag, erklærede han den 28. januar over for de tyske repræsentanter,
at sovjetregeringen nægtede at underskrive fredstraktaten
på de af Tyskland opstillede betingelser. Den tyske regering udnyttede
Trotskijs erklæring og brød våbenstilstandsbetingelserne og indledte
den 18. februar 1918 en offensiv over hele den russisk-tyske front.
Den 23. februar vedtog partiets centralkomité efter en drøftelse af den
tyske regerings nye ultimatum Lenins forslag om, at man øjeblikkeligt
skulle undertegne nye fredsbetingelser. Tilhængerne af en »revolutionær
krig«, som tilhørte »venstrekommunisterne«s gruppe kom i mindretal
i centralkomiteen.
Den 3. marts 1918 blev fredstraktaten med Tyskland undertegnet.
»Venstrekommunisterne« indstillede ikke deres angreb på partiet, de
forstærkede dem tværtimod. — S. 161.