Bind 10 - Oktober

198 V. I. LENIN
hul frase, når vi jo ved, at vi ikke har nogen hær, når vi
ved, at det var umuligt at holde sammen på hæren, og
folk, der kender til sagerne, ikke kunne undgå at se, at
vor ordre til demobilisering ikke var grebet ud af luften,
men resultatet af en åbenbar nødvendighed, den simple
umulighed af at holde sammen på hæren. Vi kunne ikke
fastholde hæren. Og den officer — ikke en bolsjevik —
havde ret, som allerede før oktoberomvæltningen sagde,
at hæren ikke kan og ikke kommer til at kæmpe 3). Netop
hertil førte måneders geschæft med bourgeoisiet og al
snak om nødvendigheden af at fortsætte krigen. Hvor ædle
følelser mange eller få revolutionæres tale end dikteredes
af, viste den sig at være hule revolutionære fraser,
der lod sig bruge til den internationale imperialismes
fremstød, således at den kunne røve dobbelt så meget og
endnu mere, end den allerede havde nået at gøre efter vor
taktiske eller diplomatiske fejl, da vi undlod at undertegne
Brest-traktaten. Da vi sagde til modstanderne af
fredsundertegnelsen, at såfremt vi ville få bare et lille pusterum,
ville de komme til at forstå, at hensynet til hærens
sanering og til arbejdende masser står øverst af alt,
og at freden derfor skal indgås, da hævdede de, at der ikke
ville blive tale om noget pusterum.
Men vor revolution adskilte sig netop fra alle forudgående
revolutioner ved, at den vakte trangen blandt masserne
til at bygge og skabe, således at de arbejdende
masser i de yderste ravnekroge — fornedrede, undertrykte
og underkuede af tsarer, godsejere og bourgeoisi
— nu rejser sig, og denne periode af revolutionen slutter
først nu, hvor der foregår en revolution på landet, der former
tilværelsen på en ny måde. Og for dette pusterums
skyld, hvor kortvarigt og lille det end måtte være, var vi
— såfremt vi sætter de arbejdende massers interesser højere
end de bourgeoisi-krigeres, der svinger med sablerne
og kalder os til kamp — forpligtet til at underskrive
denne traktat. Det lærer revolutionen os. Revolutionen
lærer, at når vi begår diplomatiske fejl, når vi antager, at
de tyske arbejdere kommer os til hjælp i morgen, i håbet
om, at Liebknecht sejrer nu (og vi ved, at Liebknecht på
den ene eller anden måde sejrer, det er uundgåeligt i arbejderbevægelsens
udvikling) (bifald), betyder det, at
begejstringens rus i en vanskelig socialistisk udvikling
forvandler revolutionære paroler til fraser. Ikke en ene-