Den Lille Onkolog - dsohh

eagerende væv til flere måneder
i sent-reagerende normalvæv. I latensperioden fra udsættelse
for ioniserende stråling til strålereaktionen er klinisk erkendelig i de sent reagerende væv,
forløber
der mange forskellige cellulære og molekylære processer, som ultimativt leder til
senreaktioner (f.eks. fibrose).
Væv med ingen eller minimal celleomsætning - så som nervevæv og bindevæv (fibroblaster) -
er mere påvirkelig af dosis per fraktion end dosisintensiteten. Da celleomsætningen i disse
væv er negligabel, er omfanget af den sene stråleskade langt mere afhængig af, om cellerne
har nået at reparere stråleskaden efter een strålefraktion, før den næste gives. Dvs, for en
given totaldosis vil der optræde større komplikationer ved f.eks. 4-5 Gy/fx i forhold til 2Gyfraktioner.
Skaderne på såvel normalvæv som tumorvæv afhænger bl.a. af følgende faktorer:
- Totaldosis (Gy)
- Dosishastighed
(Gy/time)
- Behandlingsvolumen
- Fraktionering (Gy/fraktion)
- Dosisintensitet (Gy over tid)
Alt andet lige gælder, at jo større hver af disse faktorer er, jo større vil stråleskaden blive.
Normalvævsforandringer kan forværres af forskellige faktorer så som kirurgi, kemoterapi,
infektioner,
tamoxifen (TGFβ-inducer), mens andre faktorer, bl.a.amifostin, G-CSF og
keratinocytstimulernede
faktorer synes at beskytte normalvæv.
Faser i histopatologiske, strålebetingede forandringer
De observationer, som kan iagtages mikroskopisk efter bestråling er:
− Endotelcellebeskadigelse. Primært optræder ødem evt. med okklusion af lumen,
hvilket kan resultere i trombosering og efterfølgende nekrose.
− Lokal inflammation visende sig ved kongestionering og øget karpermeabilitet/lækage
(ødem).
− Perivaskulær bindevævsreaktion.Øget interstitiel kolloidaflejring pga. fibroblastaktivitet.
Leder til en præmatur arterio-kapillær fibrose.
− Supra-neovaskularisering. Udvikling af irregulær karvækst uden en funktionel restitution.
Udvikling af kutane teleangiektasier og subkutan fibrose.
Foruden sene vævsspecifikke normalvævsreaktioner kan der optræde forstærkede
senreaktioner ('consequential late effects') som følge af ovenstående degenerative
forandringer samt ved alvorlige slimhindeafstødninger i f.eks. mundhule og tarm.
Faser i den kliniske udvikling af stråleskader
Stråleforandringernes kliniske forløb kan groft inddeles i:
- Akutte periode (ca. 0-3 måneder fra strålebehandlingens påbegyndelse)
- Subakutte periode (ca. 2-6 måneder efter stråleterapi)
- Kronisk periode (6 mdr.- år)
Strålebivirkningers relation til kemoterapi
Resultatet af interaktionen mellem cytostatika og ioniserende stråling i normalvæv er særdeles
kompleks og afhænger både af
- det specifikke normalvæv
- det enkelte cytostatikum
132
Den lille Onkolog, Odense 2005