Den Lille Onkolog - dsohh

thyreoidea-cancer. Smertegivende knoglemetastaser kan behandles med radioisotoper, fx
Strontium-89, Samarium-153 eller Rhenium-184 men er ikke rutinebehandling i Danmark.
Strålings dybdevirkning
For at kunne planlægge en strålebehandling må de enkelte behandlingsfelters dybdevirkning
kendes. I figurerne 5 og 6 vises eksempler på denne information, og her gennemgås nogle
karakteristiske forhold vedrørende strålings dybdevirkning.
Først nogle begreber:
Isocenter: Punkt i behandlingsfelt (ofte midt i tumor) hvori dosis kan
specificeres.
Centralakse: Symmetrilinien fra fokus gennem centrum af behandlingsfeltet.
Dybdedosiskurve: Absorberet dosis langs centralaksen tegnet som funktion af dybden i
vand for et nærmere specificeret felt. Normaliseret til 100 %.
Peakdosis: Den største værdi på dybdedosiskurven, 100 % værdien.
Dosismaximum Det punkt/dybde som har mest mulig afsat dosis. Dybden af dette
punkt varierer med strålingens energi.
Build-up zone: Området fra dybden 0 til den dybde, hvor peakdosis er beliggende.
Når strålingen rammer overfladen af et materiale, f.eks. hudoverfladen på en patient, vil
strålingen afsætte sin energi, og herved svækkes strålingen ned gennem vævet, hvilket også
afspejles i dosis. En kurve, der beskriver, hvorledes dosis ændres med dybden langs
centralstrålen i et strålefelt, kaldes en dybdedosiskurve.
Dybdedosiskurver for røntgenstråler og elektronstråler er vidt forskellige. (Figur 5 og figur
6). Dybdedosiskurven for et elektronfelt (Figur 5) viser en svag stigning fra dybden 0 ind til
peakdosis. Det skyldes, at nogle elektroner ændrer retning ved sammenstødene, og at andre
afleverer så megen energi til de frastødte elektroner, at antal ioniseringsspor vokser med
dybden. Med stigende dybde aftager ioniseringstætheden stærkt, og kun de elektroner, der
har beholdt den oprindelige retning, vil nå ind i en dybde svarende til rækkevidden for
elektroner med den pågældende energi. Karakteristisk for elektronbehandling er, at der opnås
en næsten konstant dosis fra hudoverfladen ind til en vis dybde, der bestemmes af den valgte
energi, og at dosis derefter aftager meget hurtigt. Som en tommelfingerregel kan den dybde,
hvor strålingen aftager til ca. 80 %, bestemmes som det antal centimeter, man får ved at
dividere stråleenergien i MeV med 3. Det ses endvidere, at der er en vis build-up ved
overfladen. Denne effekt er mest markant ved lave energier, men langt mindre udtalt end ved
røntgenstråling.
Dybdedosiskurver for røntgenstråling (fotoner) er helt anderledes. Rækkevidden er betydeligt
større end for elektroner med samme energi. Røntgenstråling har større gennemtrængningsevne
og dermed større dybdevirkning. På grund af fotonernes evne til at gennemtrænge større
eller mindre vævsstykker, før en eventuel absorption finder sted, vil absorberet dosis som
funktion af dybden aftage forholdsvis langsomt.
Fotonstrålingens relative dybdevirkning afhænger af 3 faktorer:
1. Fotonernes energi: Jo højere energi desto større gennemtrængning, dvs. desto større
dybdevirkning. Desuden vil højere energi medføre større build-up dybde. Dette skal man
være opmærksom på ved behandling af f.eks. hudnære tumorer, hvor valg af for høj energi
kan give anledning til en underdosering af tumor.
2. Fokus-hud-afstand (FHA) = Source-Skin-Distance (SSD): For en given strålekvalitet og
Den lille Onkolog, Odense 2005
23