Den Lille Onkolog - dsohh

Figur 2:
Den sidste del af vækstkurven flader ud, idet fordoblingstiden tiltager, fordi flere og flere
tumorceller overgår fra delingscyklus til hvilefase. Tumors vækstfraktion er forholdet mellem
antallet af celler i delingscyklus og alle cellerne i tumor. Små tumorer med en høj vækstfraktion
vokser således hurtigt, mens store tumorer med en lav vækstfraktion vokser
langsomt. Da celler i delingscyklus er følsomme for flere typer af cytostatika end celler i
hvilefasen, er cytotoksisk behandling mest effektiv over for små tumorer. En konsekvens
heraf kan være, at en reduktion af en tumors størrelse ved hjælp af kirurgi eller strålebehandling
vil medføre, at cellerne i den resterende del af tumor vil overgå fra hvilefase til
delingsfasen, og derved gøres tumor mere kemoterapifølsom. Dette rekrutteringsprincip
forsøges udnyttet i den praktiske kemoterapi. Princippet om at små tumorer er mest
kemoterapifølsomme udgør grundlaget for recidivprofylaktisk adjuverende kemoterapi.
Alment om kemoterapi
Cytostatika er medikamenter, der hæmmer cellevækst ved at hæmme DNA-syntesen, DNAreplikationen
eller proteinsyntesen. Da væksten hæmmes for såvel tumorceller som normale
celler, medfører behandling med cytostatika uundgåeligt en række bivirkninger. Den ønskede
effekt af behandlingen, drab af tumorceller, stiger med stigende cytostatikadosis, hvorfor
dosis generelt ikke justeres efter den ønskede effekt, men efter bivirkningsniveauet, idet man
tilstræber at give den maksimalt tolerable dosis. Da cytostatikas virkningsbredde er smal, og
den individuelle tolerans tilmed varierer betydeligt, kræver en sikker gennemførelse af behandlingen
en nøje monitorering af patienten og betydelig erfaring hos behandleren.
Herudover kræver en rationel anvendelse af cytostatika kendskab til både cellekinetik og
tumorbiologi og til de enkelte stoffers farmakodynamik.
Cytostatikas virkningsmekanismer
Cytostatika kan inddeles i 5 hovedgrupper efter deres virkningsmekanismer.
1. Antimetabolitter hæmmer syntesen af puriner og pyrimidiner og/eller dannelsen eller
funktionen af nukleotider og/eller polymerisationen af disse til DNA. Det sker enten via
forskellige enzymatiske processer eller via kompetitivt hæmmende mekanismer, baseret på en
strukturel lighed mellem antimetabolitter og puriner/pyrimidiner. Herved hæmmes i første
række DNA-syntesen, hvorfor stoffernes hovedaktivitet er koncentreret til S-fasen i
cellecyklus. Antimetabolitter, der kun hæmmer DNA, er rent S-fase-specifikke, mens
antimetabolitter, der også hæmmer RNA-syntesen, er mere bredt cyklus-specifikke.
8
Den lille Onkolog, Odense 2005