Den Lille Onkolog - dsohh

formål at fjerne eller ophæve østrogens stimulation af hormon følsomme celler.
1. Hæmning af østrogenreceptoren: Antihormoner (fx. tamoxifen) virker ved at
kompetitivt inhibere hormonreceptorerne på cellekernens overflade.
Antiøstrogenreceptorkomplekser aktiverer transskriptionen på en anden måde, end
når østrogenreceptoren har bundet østrogen og hindrer derved østrogenhormonets
vækstsignal i at nå cellekernen. Hæmningen sker både i østrogenfølsomt
brystkræftvæv, men også i normalt væv, der er afhængig af kvindeligt kønshormon.
Resultatet af hæmningen er nedregulering og eventuelt stop af de følsomme cellers
vækst. Tamoxifen, virker antiøstrogent i mamma, har agonistiske aktiviteter i fx
knogle og endometrium.
2. Hæmning af østrogen produktion: mammacancer hos postmenopausale patienter er
som anført også afhængige af østrogen. Østrogenreceptoren har tilstrækkelig affinitet
til at binde østrogen også ved de lave koncentrationer, som findes hos
postmenopausale kvinder. Hos postmenopausale kvinder dannes østrogener primært
ved hjælp af aromataseenzymet, som omdanner adrenale androgener (først og
fremmest androstendion) til østron og østradiol. Dette sker i perifer væv som fedt og
muskler, samt de stromaceller der omgiver mammatumorcellerne. Denne proces kan
hæmmes med aromatasehæmmere.
Aromatase er et cytokrom P-450 enzym kompleks, som katalyserer omdannelsen af androgen
og androstenedion samt testosteron til østrogen, østron og østradiol. Dette enzym er mål for
udvikling af nye østrogenhæmmere. Type 1 aromatasehæmmere er steroider, der irreversibelt
hæmmer aromatasecytokrom p450-enzymet (fungerer som substrat). Type 2 inhibitorer er
nonsteroide som hæmmer aromatase enzymet reversibelt.
Aromatasehæmmere
• Aminoglutetimid
18
Type 1 aromatasehæmmere
• Aromasin (kemisk navn: exemestan)
Type 2 aromatasehæmmere
• Arimidex (kemisk navn: anastrozol)
• Femar (kemisk navn: letrozol)
Kliniske iagttagelser tyder på, at der ikke foreligger krydsresistens mellem henholdsvis type
1 og type 2 aromatasehæmmere. Dette giver mulighed for at øge antallet af yderligere
behandlingslinjer med hormonterapi ved recidiv/ sygdoms aktivitet før evt. skift til mere
toksisk kemoterapi regimer hos postmenopausale kvinder med avanceret mammacancer.
Hos præmenopausale skal behandling med aromatasehæmmere være forudgået af kastration,
idet behandlingen ellers vil medføre positiv feedback af GnRH i hypofysen med øget
dannelse af gonadotropiner (LH/FSH), som bevirker øget produktion af østrogen fra
ovarierne og dermed risiko for øget stimulering af tumorceller.
Behandlingen med aminoglutetimid er i dag afløst af behandling med tredje generations
aromatasehæmmere (letrozol, anastrazol og exemestan). Disse specifikke aromatasehæmmere
har i store, kliniske undersøgelser vist sig at være mere effektive end tamoxifen og
Den lille Onkolog, Odense 2005