Den Lille Onkolog - dsohh

76
5) Aromatasehæmmere: aromatasehæmmere er stoffer, som hæmmer den enzymatiske
omdannelse af androgen til østrogen. Hermed opnås hos postmenopausale en
reduktion af cirkulerende østrogen til næsten umålelige værdier.
Bivirkninger: generelt tåles aromatasehæmmere godt, bivirkningerne kan være
hedeture, let udtynding af håret, tørhed i skeden, kvalme, opkastning, diarrè, træthed,
hovedpine, ledsmerter, væskeansamlinger.
generations aromatasehæmmere er Exemestan
(Aromasin), Anastrozol (Arimidex) og
Letrozol (Femar).
Menopause: det er kun postmenopausale patienter, der har gavn af
aromatasehæmmere.
Man skal være sikker på, at patienterne er postmenopausale, inden behandlingen
tilbydes.
Der kan opstå tvivl for præmenopausale, som i kemoterapiforløbet har fået menostasi.
Man kan
i tvivlstilfælde måle S-østradiol. Hvis det er i det postmenopausale område,
kan der tilbydes aromatasehæmmer, ellers må man fortsætte med Tamoxifen. FSH og
LH kan ikke anvendes, da de er forhøjede hos patienter i Tamoxifenbehandling.
Kemoterapi:
For kvinder med primært receptornegativ sygdom eller for kvinder med manglende respons på
endokrin behandling og/eller betydende visceral affektion, vil behandlingstilbuddet være
kemoterapi. 1. liniebehandling vil primært inkludere antracyklinholdig kemoterapi, mens 2.
liniebehandling til antracyklinresistente patienter vil være taxaner, subsidiært vinorelbine.
For en lille undergruppe af kvinder med en kraftig overekspression af HER2/neu synes et
specifikt antistof herimod (herceptin) at have effekt, især når det kombineres med taxaner. Der
er tale om et nyt behandlingsprincip i form af et specifikt antistof rettet imod receptoren, som
er overeksprimeret på tumorcellerne. Behandlingen er således ikke forbundet med de klassiske
kemoterapibivirkninger, men er på flere måder meget ressourcekrævende, idet det p.t. gives
som infusioner 1 gang ugentligt og er meget bekosteligt.
Bisfosfonater i form af aredia benyttes til symptomatisk behandling af smertegivende
knoglemetastaser samt ved hypercalcæmi.
Prognose
Prognosen er generelt forbedret gennem de senere år, men man må stadig regne med, at ca.
45 % af patienterne på lang sigt vil dø af deres sygdom. Dårlige prognostika er store tumorer,
høj grad af aksilinvolvering, høj malignitetsgrad, steroidreceptornegativitet samt HER2/neu
positivitet. Adjuverende behandling i form af kemoterapi, endokrin behandling og
strålebehandling kan hver for sig yde et bidrag til en forbedret absolut overlevelse i
størrelsesordenen 5-10 %.
Metastatisk sygdom betragtes som en ikke kurativ lidelse med en median overlevelse på
omkring 2 år. Der er imidlertid stor spredning fra hastigt progredierende fatale forløb over
uger til måneder til patienter med gentagne og mange år varende remisioner.
Prognosen er bedst for kvinder med et langt recidivfrit interval siden primærsygdom samt med
recidiv lokaliseret til bløddele eller knogler.
Højrisikopersoner
Kvinder som på grund af en svær arvelig disposition til brystkræft er bekymrede for deres
egen risiko for at udvikle sygdommen, bør henvises til klinisk-genetisk rådgivning. Der vil
man tage stilling til patientens reelle risikoprofil og deraf aflede tiltag, som kan indebære et
nærmere forebyggende undersøgelsesforløb samt evt. overvejelse vedrørende profylaktisk
operation (mastektomi/ooforektomi).
Den lille Onkolog, Odense 2005