Den Lille Onkolog - dsohh

Virkningen af ioniserende stråling på levende celler skyldes en beskadigelse af DNA i
cellekernen, hvilket kan resultere i genetiske ændringer og vækstforstyrelser, som ultimativt
fører til celledrab. Sandsynligheden for celledrab afhænger af antallet af dobbeltstrengsbrud
i
DNA, mens strålereaktioner i cytoplasma og cellemembran er uden større betydning for de
metaboliske processer i cellen. Cellen vil således kunne opretholde en normal celle- og vævs
funktion, indtil den dør i mitose pga. de stråleinducerede DNA-defekter. Af og til vil
'dødsdømte' celler dog kunne dele sig endnu få gange, før de og dattercellerne opløses.
Tumorer er opbygget af karcinomceller, kar og støttevæv. De tumorceller, som er i besiddelse
af evnen til fortsat vækst, betegnes klonogene celler og udgør kun få procent af en tumor,
hvilket gør det vanskeligt med sikkerhed undervejs i behandlingen at vurdere, om strålebe
handlingen i sidste ende vil medføre tumorkontrol (helbredelse). Det er dog alt andet lige et
dårligt tegn, hvis der er klinisk tumorvæv tilbage ved en strålebehandlings afslutning. Et
tydeligt tumorsvind fx i pauser i behandlingen kan på den anden side skjule en reel forøgelse
i antallet af de klonogene
celler. Store tumorer skal have en større dosis end mindre tumorer
for
at opnå samme sikkerhed for, at den sidste tumorcelle bliver uskadeliggjort. Dette skyldes
af den samme procentvise reduktion
af klonogene celler efter en bestemt stråledosisdosis
efterlader flere levende celler i den store tumor end i den lille.
Målet for strålebehandling er at slå alle maligne celler ihjel. Imidlertid påvirkes både
tumorceller og normale celler af ioniserende stråling, og strålebehandlingens succes afhænger
af forholdet mellem stråleskaderne på de to typer celler. Inden for forskellige normalvæv og
tumorvæv eksisterer der meget store forskelle i strålefølsomhed. Ved den eksakt samme
stråledosis vil både tumorer
og normale væv respondere vidt forskelligt på stråletraumet, ikke
blot mellem forskellige histologiske typer, men
også inden for den samme histologiske type.
Årsagerne til denne variation i cellernes strålefølsomhed
er kun ufuldstændigt kendt men
kan være betinget af forskelle i reparation af DNA-skader,
og dette til trods for at det enkelte
individ er opbygget af et identisk genetisk materiale i alle somatiske
celler. Variationen i
strålefølsomhed
cellerne imellem skyldes til dels, at de enkelte celler under deres udvikling
til karakteristiske væv udtrykker vævsspecifikke gener, som øjensynlig er af betydning for
håndtering af de biologiske stråleprocesser. Generelt er højtdifferentierede celler som
muskel- og nerveceller langt mindre strålefølsomme end fx lavt differentierede celler,
hæmopoietiske stamceller og karcinomceller.
Normalvævets strålereaktion kan deles op i tidligt reagerende væv og sent reagerende
væv. Tidligt reagerende væv er kendetegnet
ved hurtigt prolifererende celler, mens sent
reagerende væv deler sig langsomt eller slet ikke. Eksempler på tidligt reagerende væv er
slimhinder, hud og knoglemarv. Her viser stråleskaden sig som en akut reaktion i løbet af et
par uger og klinger af i løbet af få uger efter at behandlingen er afsluttet. Reaktionen er
overvejende reversibel.
Sent reagerende væv udgøres af bl.a. bindevæv, muskler, medulla spinalis, nyrer og til dels
lunger, og her viser stråleskaden sig først i løbet af måneder, tager år om at udvikle sig fuldt
ud, og er oftest irreversibel, hvis den først er kommet til udtryk. Det er reaktionen i de sent
reagerende væv, der i praksis er den dosisbegrænsende faktor i radioterapien.
Graden af bivirkninger og sandsynligheden for tumorrespons er relateret til behandlingsintensiteten.
Tumorvævet reagerer som oftest tidsmæssigt ligesom det tidligt reagerende
væv,
men omfanget af de sene bivirkninger er uafhængig af såvel graden af de akutte bivirkninger
som
af tumorrespons.
Fraktioneret stråleterapi
Den lille Onkolog, Odense 2005
29