Den Lille Onkolog - dsohh

Man kan dele den metastatiske proces op i en række punkter. Den primære proliferation efter
dannelse af den maligne klon sker ved ernæring lokalt via diffusion. Så snart tumorprocessen
vokser ud over 1 mm’s størrelse kræves der mere ernæring, og der starter en proces med
nydannelse af kar, dvs. angiogenese. Ved den videre vækst sker der en nedregulering af
adhærencemolekyler intercellulært, hvorved cellerne løsnes fra hinanden. Herefter begynder
tumor at vokse invasivt lokalt og vokser derved også ind i lokale lymfe- og blodkar.
Afhængig af koncentrationen af lymfekar og blodkar vil det føre til en lymfogen eller
hæmatogen metastatering. Under denne lymfogene eller hæmatogene transport af tumorceller
dør langt flertallet af tumorcellerne. Enkelte tumorceller, specielt i klumper, kan emboliseres i
kapillærer i andre organer og starte en proliferation.
Forudsætning for proliferation i andre organer er, at vækstbetingelser i det pågældende organ
favoriserer en vækst af tumor. De korrekte vækstfaktorer skal være til stede, for at tumor kan
begynde at vokse som en metastase. Herefter kører processen forfra med invasion,
angiogenese og til slut så dannelse af metastaser fra metastasen. Under denne proces vil den
fænotypiske heterogenicitet, der er i en tumorproces, føre til en heterogenecitet også blandt
de metastatiske processer. Det betyder, at cellesammensætningen i metastaser og
primærtumor kan være forskellig, at cellesammensætningen i metastaser i forskellige organer
vil være forskellige, men også at cellesammensætningen indenfor det samme organ kan være
forskellig.
Tumorheterogenicitet
En tumorproces er monoklonal, men under proliferationsprocessen fører en høj mutationsrate
i tumor til en fænotypisk heterogenecitet, men også til en høj ’dødsrate’ blandt tumorcellerne.
Det betyder, at man trods en cellecyklusvarighed på 2-3 dage ofte kan se tumorfordoblingstider,
der varierer fra 3-5 uger og helt op til 90-100 uger.
16
2.2 Endokrin behandling
Baggrund
Hormoner spiller en stor rolle i regulering af væksten i normale væv. En række kræfttyper
udtrykker ligeledes hormonreceptorer på cellekernens overflade. Tilstedeværelsen af et givet
hormon kan dermed stimulere tumorcellen til vækst.
Kræftsygdomme såsom prostatacancer, mammacancer, thyreoideacancer og cancer corporis
uteri, udtrykker ofte hormonafhængige receptorer og er derfor tilgængelige for endokrin
terapi. Både mammacancer og endometrie cancer udtrykker ofte østrogen receptorer.
Tilsvarende udtrykker et flertal af prostata cancere androgenreceptorer.
En forudsætning for effekt af en given endokrin behandling er, at tumorcellerne udtrykker de
aktuelle receptorer. Ved mammacancer, udvælges patienter til hormonel behandling
sædvanligvis på basis af østrogen og/eller progesteronreceptor ekspression i den primære
tumor. Østrogenreceptorer bestemmes i dag immunhistokemisk, hvilket sker på enten frisk
frosset væv eller på paraffinindstøbt materiale ved hjælp af monoklonale antistoffer.
Det er velkendt at receptorpositivitet for østrogen og progesteron receptorer har en prædiktiv
værdi for terapirespons. Imidlertid er der ikke komplet korrelation mellem receptor
ekspression og terapirespons. Formentlig kan en del af diskrepansen tilskrives analysefejl,
men man ved også, at en del af steroidreceptorerne som måles i tumorvæv er enten ikkefunktionelle,
eller påvirkes via andre signalveje.
Den lille Onkolog, Odense 2005