Danske Studier 1912

EFTERSLÆT TIL LOKE-MYTEKNE 97
Den slutning, som Setala udleder af dette materiale, er at Lukki
stammer fra den onde kvindes sonneflok; men man kan nok så simpelt
heraf drage den slutning, at han forst sent finder vej derind, og at udgangspunktet
er den eneste sikre berøring med nordisk: trylleformlen ved
tandskiftet.
Navnets overførelse kan tidsfæstes ad sproglig vej; jeg skal meddele
derom hvad der foreligger mig, da Setala ikke har drøftet denne side af
sagen. Lukki kan ikke gå tilbage til urnordisk tid; ti da endte Lokes
navn på a(-an). Det tilhører i det allertidligste vikingetiden. Men ser
vi nærmere efter, opdager vi at også de finske lånord fra vikingetiden
ender på -a (man har overført dem i finsk uden hensyn til den nærlige
nævneform); forst i ord som (k)reivi, greve; rakki, hund; vanki, fange;
tuomari, dommer, træffer vi -* 1 . Alle disse ord kan tilhøre middelalderen,
og de fleste kan ikke gå tilbage til hedensk tid. Da må også
Lukki — sammen med selve tandformelen — være et lån fra
svensk i middelalderen.
Både indhold og sprog stempler altså denne overførelse som sen.
Den anden gruppe af trylleformler er den der handler om L a v i a t a r
og hendes sonner. Typisk er følgende form i opskrift fra 1782:
„Skøgen, Pohjolas herskerinde,
Lovehetar, gamle kvinde,
lå med ryggen imod vinden,
lå med bagen mod uvejret;
vinden gjorde hende svanger,
stormen gjorde hende frugtbar.
Hun siges at have født ni sonner, alle vanskabte og manglende en
eller anden del af legemet, hvad også fremgår af de navne hun skal
have givet dem: Ruho, Ramba, Perisokia osv. (o: sløv af legemets vægt,
fodløs, helt blind), dog var de alle onde af sind og plagede menneskene
med deres pile. Her synes at beskrives sygdommenes udspring. I et
andet kvad kaldes også ulve og bidske hunde hendes afkom."
Med navnet Louhitar afkortet til Louhi går denne „Pohjolas herskerinde"
(den nordligste egns herskerinde) også ind i den episke digtning,
idet hun i fantastisk ørneskikkelse forfølger de sampo-ranende helte, men
fældes af dem. Men det er trylleformlernes Laviatar som har den
egenlige mytiske interesse.
Som Laviatars ni sonner optælles sædvanlig navnene på de forskellige
stikkende sygdomme. Undertiden medtages også „kulden", „vinden",
„vindmøen", „regnmøen", „nordenvindens son". Undertiden „ulv",
„bjørn", „slange", „edderkop" og „frø". Undertiden også „den onde";
sommetider har hun tillige ni døtre: „den onde", „den vrede" osv.
Kun tre af navnene udgor dog en fast række og har en individuel
handling: Den krablede (ell. klumpede), den lamme og den helt blinde:
finsk svensk nockin (< Locke) der er lånt, må overførelsen tilhøre en senere
tid end selve Lukki. ' Vilh.Thomsen, Don gotiske sprogklasses indflydelse
på den finske, s. 92.
Danske Studier. 1912. 7