Danske Studier 1912

ANDERS PEDERSEN 111
farlige. Dog, Karl Verner, som også i nogle af disse henseender lignede
ham, var jo kommen et stykke frem både i alder og arbejde. Man
kunde håbe, at det vilde gå Anders Pedersen på samme måde.
1906 kom så Anders Pedersens første storre afhandling „En grænsedialekt"
(se DSt. 1907, 127 ff). Den betegner afgjort en landvinding
for studiet af gammeldansk og viser forf.s grundighed og skarpsindighed
i det bedste lys. Som Anker Jensen ovenfor har nævnt, var han i sine
tidligere år ret speciel i sine selvstændige arbejder, og endnu tydede intet
ud over, hvad Budstikke-noterne havde vist: at studiet af den danske
lydhistorie havde fået en ivrig og skarpsindig dyrker mere.
I Viborg fortsatte Anders Pedersen sine håndskriftstudier, men samtidig
udvidedes hans synskres både i retning af videre sprogområde og i
retning ud over det rent sproglige. Hvad han fik gjort i fortsættelse af
sit ungdomsarbejde, vil måske hans efterladte papirer vidne om, når de
engang bliver gennemgået; men det, som efter hans genkomst til København
kom fræm, den i Viborg skrevne afhandling om stødet („Dansk og
urnordisk akcentuering" i Arkiv XXVIII) og den i København udarbejdede
behandling af de normandiske stednavne (DSt. 1911) viser, hvor vid
hans sproglige synskres er bleven. I bægge disse afhandlinger bevæger
han sig på særdeles vanskelige områder. I Normanner-afhandlingen går han
fræm med den yderste forsigtighed (og mærk hans hensynsfuldhed overfor
A. Fabricius, den af forgængerne, som var mindst filolog!) og hans få
og små resultater kan nok siges at være sikkerheden så nær, som man
kan komme den. I stød-afhandlingen er han dristigere, og i god overensstemmelse
med hans natur er angrebet skarpest rettet mod de berømteste
af hans forgængere. Jeg tror ikke, at resultatet er rigtigt,
og kan i mange punkter godkende Otto Jespersens modafhandling i
Arkiv XXIX; jeg ved, at Anders Pedersen beklagede, at han ikke var
bleven opmærksom på Forchhammers værdifulde ændringsforslag til den
gamle forklaring (Sikre meddelelsesmidler i døvstummeundervisningen
s. 81 ff); det står jo ganske vist i en alkrog af den fonetiske litteratur,
men A. P. havde dog en anelse om, at der måske var noget i den
bog, og havde haft til hensigt at læse den, men ikke nået det. Men
hele den ved afhandlingen fræmkaldte revision af stød-problemet, som
allerede er begyndt og sikkert ikke afsluttet, vil udentvivl føre fremad til
dybere forståelse.
Anders Pedersens afhandlinger er alle skrevne som helheder, ud
fra én enkelt opfattelse, med ét bestemt sigtepunkt for 6je. De går ud
på et „det er!" og ikke på et „er det?" eller „er det ikke?" Til trods
herfor er de ikke let læselige; hans sprog er tungt og fyldt af vanskelige
fagord. Men man går ikke fra dem uden et indtryk af, at forfatterens
udvikling gik i en hojst værdifuld retning. Da kom den ene
af de fjender, der havde truet så længe, og afbrød det hele. Han nåede
at samle sig til produktivt arbejde, men sygdommen blev hans mester,
alt for tidligt, synes vi andre. Marius Kristensen.