Danske Studier 1912

58 PRA SPROG OG LITTERATUR
tænkt', suspicax ved ,mistænkelig, som gjerne mistænker". Hvilken af de
•to betydninger der har været almindeligst, kan jeg ikke angive med
hensyn til tiden for Holberg, men hos ham er det vistnok den der nu
•almindeligst udtrykkes ved mistænksom, som når det i Den Vægelsindede
hedder, at Lucretia »stundom er saa mistænkelig, at hun sætter sine
Ord paa Skruer, endogsaa for hendes beste Venner", i Den pantsatte
Bondedreng, at Leerbeutels Frue „maa ikke være meget mistænkelig,
•efterdi hun skikker Kammerpigen med Herren til Byen", jfr. Leonoras
klage i Julestuen over hendes gamle mands mistænkelighed, item Helte-
Hist. II, 91: „Saa løsagtig, som Mahomed var, saa mistænkelig var han
ogsaa mod de Qvinder han elskede", Mor. Tank. 101: „Vi ville finde den
Rige bleeg, tankefuld, frygtsom og mistænkelig". Hvad for øvrigt hans
•sprogbrug med hensyn til dette og de dermed beslægtede ord angår,
har professor Dahlerup meddelt mig følgende: „I betydningen mistænksom
(= som nærer mistanke) har Holberg mistroelig, Danm.-Norges Beskr.
328, og mistroende, Helte-Hist. ved Liebenberg I, 339, foruden mistænkelig,
hvilket sidste er det almindeligste. „Mistænkelig" findes, så vidt jeg
ved, aldrig i nutidens betydning hos Holberg; han bruger i steden derfor
mistænkt, se Hexerie 4 akt, 9 se, Republiqven 2 akt, 3 se, — eller
oftere suspect, f. ex. Kirkehist. ved Lieb. I, 318, Epistler v. Bruun I,
•34 osv. osv.*. — I den nu almindelige betydning har jeg truffet mistænkelig
hos to af Holbergs yngre samtidige: Langebek taler i sin tale
om Videnskabernes Tab 35 om at „holde et vaaget Oie paa alle for
Religionen mistænkelige Personer, Steder og Forsamlinger", og Eilschov
gjengiver i: Et kongelig Portrait, en fordanskning af Senecas skrift: De
clementia, suspectus ved mistænkelig. Dernæst findes det af og til
således hos det attende århundredes forfattere: Ewald (6, 229: „Delte
Søsterskab var faldet dem noget mistænkeligt"), Storm, Pram, P.A.Heiberg,
Baggesen, men hyppigere i den anden betydning, således hos Suhm,
Ch. Dor. Biehl, Jacobi, Bastholm, Ewald (f. ex. 6, 42: „Jeg, som ellers
ikke er mistænkelig, vidste selv ikke hvad jeg skulde troe herom", 256:
„han var mistænkelig mod alle", 260: „Den, som er ulykkelig nok til at
være mistænkelig, kan aldrig være mistænkelig nok", foruden fem andre
steder), Vibe, Birckner, Samsøe, Olufsen.
Hvor gammelt mistænksom er, kan jeg ikke angive, meget tidligere
end omtrent aar 1760 kan det næppe være. Det forekommer i Snee-
•dorffs „Den patriotiske Tilskuer" for 30te Marts 1761 i følgende linier
•af en anonym forfatter: „Naar en mistænksom Mand paa Konen giver
•agt, Vi lader Dyden for Hyrdinden holde Vagt". Dernæst træffes det og
det deraf afledede substantiv af og til i slutningen af det attende århundrede,
hos Pram, Samsøe, Rahbek, Laurids Kruse, og måske flere forfattere,
ligesom også Baden har det dels i sin oversættelse af Tacitus,
dels i sine latinske ordbøger (1788), men således at ved siden deraf
mistænkelig sættes som tilsvarende til suspicax, ikke blot til suspiciosus.
Men hvor lidt almindelig brugen deraf indtil videre var, kan sees deraf, at
det endnu mangler i Molbechs ordbog af 1813. — Den nu almindelige
forskjel på de to adjectiver er vistnok forst opstillet 1786 afB. G. Sporon