Danske Studier 1912

62 FRA SPROG OQ LITTERATUR
(1819) og ligeledes i den omarbejdede (1848), og således er det aftrykt
i de sex forste udgaver af Holsts Poetiske Læsebog, men i den syvende
er Da ændret til At. Det lader sig jo nu ikke afgjOre, om denne ændring
skyldes en ved korrekturlæsningen overseet sætterfejl eller er foretaget
med forsæt, idet udgiveren har holdt da for mindre rigtigt eller
måske helt urigtigt. Ganske vist er at det almindelige i denne forbindelse,
men da er ikke heller sjeldent. Et ex. af Grundtvigs Optrin har
Christensen Schmidt anført i den indholdsrige artikel „ Gjensidighedsforholdet
mellem Grund og Følge", Nord. Tidsskr. for Filologi, 3die rækkes
lste bind. Således skriver også Oehlensehlager (1, 211): „Zephyr! har
du viftet i min Roses Skiød, Da du bringer Elskovs Balsamduft saa sød?",
ligeså Ingemann (Dram. Digt. 4, 36): „Hvad har de stakkels Blomster
vel forbrudt, Da I saa haanlig kaster dem?", Paludan-Muller (Mythol.
Digte, 5): „Hvilken Dødelig Vil med dit Skue du idag begeistre, Da du
det gyldne Bælte tager paa?", og Kaalund (Et Foraar 149): „Har det
uhyre Alt Du overseet, Da Du saa dristigt om min Bane dommer?".
Nogen tvingende grund til ændringen, hvis den er skeet forsætligt, har
der altså ikke været. Og endnu mindre har der været en sådan til en
forandring af „hvad det angaar* til „hvad det vedkommer", som jeg en
gang har truffet i en dansk læsebog i et stykke af Garit Etlar.
Det er naturligt, at man ved at optage stykker af den danske litteratur
i læsebøger for skolernes lavere klasser dels foretager ændringer i
ordenes stavemåde, hvor den ikke stemmer med den disciplene skal tilegne
sig, dels også ombytter et og andet sjeldnere ord med et almindelig
kjendt, eller ved en varsom forandring fjerner en uheldig sætningsbygning.
Men når talen er om læsebøger bestemte for de hojere klasser,
mener jeg at det i det hojeste kan gå an at foretage orthografiske ændringer,
og selv disse forekommer det mig bor undgås, allermest ved
særlige udgaver af hele litteraturværker, som de af Dansklærerforeningen
besorgede. I udgaven af Det lykkelige Skibbrud er Holbergs hele sprogform
bevaret, men i foreningens andre udgaver er orthografien den nu
anordnede, hvilket jeg tilstår at jeg f. ex. ved værker af Wessel og Ewald
finder uheldigt. Aldeles parodisk virker det når det i udgaven af Nei
hedder:
„Kun N og E og I kan sige"
det ominøse ord, som lige bag efter og overalt i udgaven staves Nej.
Efterskrift. Mellem de s. 56 anførte verber, efter hvilke der i en bisætning
kan findes et overflødigt ikke eller jo, havde det måske været
bedst ikke at nævne tvivle, da det. foruden den almindelige betydning
også ikke blot i dialektmål kan eller i ethvert tilfælde har kunnet betyde
ane, formode, ligesom substantivet tvivl har den tilsvarende betydning, jfr.
dubitare an, se douter, især det engelske doubt. Da der hverken
hos Molbech eller i V. S. O. findes exempler herpå, skal jeg anføre nogle.
I Fr. Horns Poesiens Misbrug 26 hedder det: „Du skal dig lave Paa en
Attest, som du skal have Fra Phoebo, at du er hans egen ægte Son,