Danske Studier 1912

60 FRA SPROG OG LITTERATUR
agt", Robert Fulton (1, 196): „Hun har meget skarpe Sandser, og
Mistænkeligheden har skærpet dem endnu mere" ; i den anden betydning
staar adjectivet i Maastrichts Beleiring 5: „Der blev han fængslet som
mistænkelig". — Hos Hertz findes ikke få steder, såsom: „Det var en
haard, mistænkelig Mand, gjerrig og brutal" (Dram. Værk. 3, 252):
„Nogle Ord, du har ladet falde angaaende min Reise, har gjort min
Fader mistænkelig" (10, 232), „Vor Møller er meget for mistænkelig til
at lade nogen Anden betræde dette Sted" (Nytaarsg. for 1868, 173);
i den anden betydning findes det i Johannes Johnsen 3, 77: „Flere Dage
gik hen uden at man sporede til noget Mistænkeligt". — Af Carl Bernhard
skal jeg anføre eet exempel blandt flere: „Du er altid saa mistænkelig
og seer Spøgelser overalt" (11, 183). — Også hos Heiberg,
Ghr. Winther, Chr. Wilster findes mistænkelig — nærende mistanke, om
end måske sjeldnere. — At samme brug også findes udenfor digterværker,
kan sees af følgende steder. Mynster skrev 1812 til Kamma
Rahbek: „Er det dog ikke besynderligt, at det ligefrem er et Træk i
Deres ellers saa aabne Charakteer, at være mistænkelig?" (Nogle Blade
af J. P. Mynsters Liv og Tid 88). At en så omhyggelig stilist her skulde
have begået en skrivfejl, er næppe troligt; han skrev da også endnu
1840: „Naar en Stemme i Dit Indre raaber saa hoit, da bor dette allerede
gjore Dig mistænkelig mod den" (Bland. Skr. 1, 398). — Hans antagonist
Grundtvig skrev endnu 1848: „De Danske maatte været meget
mistænkelige, naar de skulde ventet et Angreb en forste Paaskedag"
(Danskeren 1, 134), og 1849: „Danskerne er et meget godtroende, fredeligt
og mageligt Folk, og Grundloven er beregnet paa et mistænkeligt,
stridbart og stundesløst Folk" (2, 335). — En af Poul Møllers Strøtanker
begynder således: „Adskillige svage, mistænkelige Mennesker plages
af en dunkel Forestilling om et Onde, som Andre have i Sinde mod
dem" (Efterl. Skr. 3, 285). — Wegener skriver: „Godseierne begyndte
at blive mistænkelige ved den Gunst, der viistes Bønderne" (Liden
Krønike 114), og om Kong Frederik den sjette, at „han var altid noget
mistænkelig mod Hylding, Roes og Lovtaler" (253) 1 .
Nu følges vel den af Sporon opstillede forskjel almindeligt, og
mistænkelig bor sikkert ikke bruges i betydning af nærende mistanke
hvor der kan opstå mistydning ved en sådan brug, f. ex. ved uden lilfojelse
at kalde et menneske mistænkeligt eller ved at tale om at se
mistænkeligt på en, kaste et mistænkeligt qje på ham; men hvor sammenhængen
udelukker al tvetydighed, enten ved tilfqjelse af mod (el.
overfor) en eller ved tilfojelse af et andet adjectiv med beslægtet betydning,
som krakeelsk (Oehlenschl. 28, 55), bitter, frygtsom, ilter, menneskesky,
skinsyg, varsom, seer jeg ikke, at brugen deraf på nogen måde
fortjener dadel. Og således er det brugt i det mindste af een endnu levende
digter, Vilhelm Bergsøe, der i Hvem var han 162 skriver: „De gamle,
trofaste Fæller — trak sig tilbage, halv sky, halv mistænkelige". —
Mistænkelig er heller ikke det eneste exempel på at endelsen -lig kan
1 Jeg beklager, ikke at kunne anføre steder hos andre af tidsrummets
historiske forfattere, hverken for den ene eller for den anden betydning.