Danske Studier 1912

OM SPROGET I ST. ST. BLICHERS NOVELLER.
AF
HENRIK USSING.
Denne Afhandling skal paapege de vigtigste Forskelle mellem Blichers
Dansk og almindeligt Nutidsdansk. — I „Danske Studier" 1904 har
jeg S. 158 flgg. vist, at Blichers Sprog bedst granskes i Originaludgaverne,
saasom i „Nordlyset" og „Samlede Noveller" 1833 flgg. — Henvisningerne
til sidstnævnte Udg. har denne Form: A211, B 133, hvilket betyder
lste Bind Side 211 og 2det Bind Side 133. I hvert Fald gælder Henvisningen
altid en af Blichers egne Udgaver.
Bøjningsformerne.
Udsagnsordene. Tit træffer man inden for den stærke Bøjning i
Fort. Tillægsm. oprindeligere Former end de nuværende: havde udbedet
sig; indbuden D 173; ombuden A261; havde budet dem Penge; opgangen;
udgangen; ere gangne A39; gaaen A 10; hvorlunde det var tilgaaen;
holdet B 158; Skibsjournal. Holden paa en Søerejse; havde opslaget
D 259; slaget A 171; en Vinduesrude blev slaaen itu „En Skolesc."; ædet
„Fiore og Fioret.".
B. har tit stærk Bøjning, mens vi har svag: afbrukne; begrov A 260;
en Forbrydelse, der hellere maatte have været begraven „Sildig Opv."
Nordl.; den opgravne Overtørv „Skytten p. A."; hang sig om hans Hals
B 159; hang dem igen; hug A255; keg (og kigede A 18, kikkede og
kiggede); nam (af næmme) „Dagbj. Dos"; skjalv (og skælvede A 13);
aftorsken (aftærske); — en ejendommelig Fortid: fros „Min Tidsa." 42.
I enkelte Tilfælde finder vi, at B. til Dels under Indflydelse fra Jysk
har svag Fortid paa -te el. de, hvor vi har stærk Bøjning: hedte, ogsaa:
hedde B 101 (for: hed), „Hvad han hedde?" han hed Tulipan „Vinterbest.
44—45" S. 5; gjældte (gjaldt); hængte uindvirkende t. E. i „De tre Kl.";
hvorfra nedhængte en sort Lidse D 178; „Han lydde det (lød) „Vinterbest.
44—45" S. 5; — som Fortid i Tillægsm. af ligge bruges