Danske Studier 1912

fem i Tal af Sengetæpper,
fem i Tal af Hovedpuder,
derhos fem i Tal af Lagner.
»O min Kirsti, liden Tærne,
ett du gjorde, andet bød jeg."
Kirsti gik af Fruens Kammer,
skred afsted til Olavs Herberg:
„Olav, øverst mellem Svende,
Frue Din dig til sig kaldte."
„Hvad har jeg dog dær at gore?
Dog jeg faar vel did at gange."
Kirsti foer i Skynding efter,
Laase ni hun bag dem laaste,
slog et hundred Slaaer for Dore.
Sprang afsted til Hølands-laden,
ned til Engen, Smaavang nævnet:
„Haa haa, Du min Hjærte Klavus!
Nu er Olav just derinde,
alle Dores Laase lukte,
alle Slaaer for Dore slagne."
Han i Hast fra Engen iler,
hed i Hu til Hjemmet haster,
mod i Sind, med sænket Hoved.
Ild i Birkebark han stikker,
tænder Glød i Tjærestikke,
ypper Lue under Hjornet.
Røg og Flamme flakker vide,
rødt lyser den grumme Lue,
brænder frem fra Stue til Stue.
End er ett Sted did Brand ej naaed,
end er Fru Elina i Live.
Bar hun da sit Barn saa lidet,
Barn som græder, hen for Vindvet:
„O min Hjærte Klaus, min Hjærte l
Brænd dog ej din Dreng, du avled,
selv om du brænder Drengens Moder!"
„Brænd med samt din Dreng, du
Skøge,
brænd, du Hvermandskvind, med
Barnet!
Min Dreng er det jo dog ikke,
store Olav er hans Fader."
FRA DEN FINSKE FOLKEVISEDIGTNING 69
Elin strakte Haand fra Glaret:
„Lad ej Ringen Din forødes,
selv om du øder Ringens Bærer."
Klavus drog sit Sværd af Skede,
hugg paa Stedet Fingren over.
Deden da Elina Frue
vared Odi ad, sin Broder:
„Odi, Du min egen Broder,
gak og byd min Moder komme,
bed hende ile hastelige,
tal dog saa, at ej ondt hun aner!"
„O min kære lille Moder!
Eders Datter bød jer komme,
bad jer ile hastelige."
Dær hun foer udi sin Kjortel,
drog hun alting avet om sig.
„Ve mig dog, jeg stakkels Kvinde,
som min Dragt jeg om mig drager,
drager alting avet om mig!
Hvordan staar det med min Datter?"
„Vel nok staar det, Moder kære."
„Ve mig dog, jeg stakkels Kvinde,
som de Stromper paa jeg trækker,
vrangt og avet jeg dem trækker!
Hvordan staar det med min Datter?"
„Vel nok staar det, Moder kære."
„Ve mig dog, jeg stakkels Kvinde,
som de Sko paa Fod jeg spænder!
Ak hvor avet jeg dem spænder!
Hvordan staar det med min Datter?"
„Vel nok staar det, Moder kære."
Foer hun længer frem ad Vejen:
Røg fra Laukko kom til Syne,
Røg fra Klavus' Gaard hun ojned.
„Ve mig dog, jeg stakkels Kvinde,
Røg fra Laukko er til Syne,
Røg fra Klavus' Gaard jeg ojner!
Hvad kan være dær paa Færde?
Hvordan staar det med min Datter?"
„Vel nok staar det, Moder kære:
Faar har nylig dær de slagtet,
Grise nylig de har sviet,
Hanekyllinger de kogte,