Danske Studier 1912

DE ÆLDSTE GOTTONSKE SAGNHELTE 177
funden (CIL, XII, 1300). Og denne Albiorix er selvfølgelig ingen anden
end vor Ven fra Nibelungsagnet og Otnit etc.
Navnet fatter vi nu godt og uden Møje: Alberik er ikke „Alfe-Regenten",
men „Alpe-Regenten", Bjærgkongen 1 . Etymologisk er der forsaavidt
ingen Forskel, som „Alf" og „Alpe" menes at være samme Ord,
i Slægt med latinsk albus, „hvid" og oldnorsk alptr, „Svane". Men det
synes indlysende, at et Sidestykke til Romernes Mars passer langt mindre
til Elverhøj end til Alpetoppe. Vi mindes, at paa de poeninske Alpers
Toppe dyrkedes en Jupiter Poeninus, etc. — Det er først Kelterfolkets
politiske og nationale Nedgang, der har reduceret den gamle Alperegent,
saa han har maattet søge Ly i Nibelungskattens underjordiske Gemme.
Og i Otnit-Kvadet skimter vi endnu tydelig nok hans gamle Magtfylde.
Sammenfattende tør vi sige, at Ligningen ikke let kunde tænkes
mere fuldkommen. Navnet Alberik er direkte lig keltisk Albiorix; mytisk
Natur er tydelig fremtrædende hos begge Figurer; Alberiks Sideform
Albrian røber gennem Endelsen den keltiske Nationalitet; Alberiks og
Albiorix'es Stedfæstelser stemmer paa det bedste.
De Omgivelser, hvorunder Alberik fremtræder i Frankrig, bærer
Præg af lærde Kilder eller Ridder-Romantik. Faderen Julius Cæsar er
en latinsk „Læsefrugt", og Moderen Fata Morgana stammer fra Artus-
Kresen, de britiske Kelters europæisk navnkundige Sagndigtning. Det
kunde naturligvis være fristende, i den romerske Fader og keltiske Moder
at søge en Afspejling af det Forhold, at Mars Albiorix dyrkedes i Romertiden
og af keltiske Folk. Dog vilde dette vel være at tillægge de franske
Digte en altfor dyb Symbolik.
Forbindelsen med „Feen Brunhild" har noget mere Krav paa at
tages alvorlig. Dengang, da Nibelungsagnet udformedes — 6. Aarh. e. Kr. —,
var der jo i Frankrig en Dronning Brunhild, der historisk optraadte som
Skjoldmø, og i Sagnet blev til Fe eller Hex. At denne historiske
Skjoldmø Brunhild, Sigberts Brud, er Modellen til Nibelungsagnets Valkyrie
Brynhild, har jeg søgt at paavise i min Afhandling „En historisk
Parallel til Nibelungsagnet" (Arkiv f. nord. fil. 1907, S. 22), og alle mine
følgende Iagttagelser har stadfæstet min Opfattelse; man skylder os overhovedet
Sort paa Hvidt for Tilværelsen af den formodede „urgermanske
Valkyrje Brynhild", medens den historiske Brunhilds Omdigtning til Fe,
Troldkvinde og Sigberts Morderske er en haandgribelig Kendsgerning, jfr.
Kurth, „Histoire poétique des Mérovingiens". Paa Baggrund af saadanne
Iagttagelser mener jeg, at Forbindelsen Auberon-Brunhild kan svare til
Forbindelsen Alberik-Brynhild, selv om tilfældigt Samtræf ikke er udelukket:
Brunhilds Forekomst kan i denne Sammenhæng være ligesaa
lærd-vilkaarlig som Cæsars eller Morganas.
Hvorom alting er, saa tør vi sige, at Nibelungsagnets Alberik aabner
os et mytisk Fjernskue paa fulde 1000 Aar. Og det er vel muligt, at
han engang i Tiden kan give os Nøglen til Forstaaelse af Nibelungskattens
Væsen.
1 Den kymriske Sprogforsker Rhys tyder ham som „Verdens-Regenten",
cf. kymrisk elfydd, „Verden*.
Danske Studier 1912 12