Danske Studier 1912

HAGBARDS BILLEDE 191
nær at tænke sig, at en velhavende bonde fra det lOnde aarhundrede l ,
som han i Gniipsdal vistnok var, helst ønsked sin hal smykked med
gudernes billeder. Fra sagaerne vét vi at høisæde-stolperne var forsynte
med Tors billede. Dørposterne har da vel ogsaa kunde prydes med
asernes billeder, derimellem ogsaa Odins, skjønt dennes dyrkelse kom
forholdsvis sent til Island og han aldrig blev nogen populær guddom.
Som runernes og alle hemmeligheters opfinder havde han en mangfoldighet
af navne at skjule sig bag. I Grfmnismål alene vedgaar han næsten
to snese navne, af hvilke hvert vistnok sigtede til en af hans mange
egenskaber eller attributer. Men den centrale opfattelse af ham var dog
utvilsomt den vi er fortrolige med — den høie, kraftige skikkelse i fodsid
kappe, den brede, skyggende hat, og det lange, hvite skjeg. Han
kaldes da ogsaa som oftest Sfohnttr og Hårbardr. Sidste benævnelse tillægger
han sig selv udtrykkelig i H;irbar5slj65, hvor han skjændes med
Tor og paastaar at han aldrig lagde skjul paa sit navn. Foruden den
rødmankede Tor er der ellers bare én gud som forestilles at ha langt
skjeg, Bragi (inn sioskeggi åss); men denne af skalderne opdigtede, farveløse
skikkelse kommer ikke i betragtning her.
I hele den gammelgermanske literatur findes der bare ét sted hvor
der fortælles nogenlunde klart om en hals indvendige udsmykning. Det
er i Laxdælasaga kap. 29.
Den rige 6laf På reiser til Norge for al hente tømmer for en ny
gildeskaale. Efter sin hjemkomst lader han saa bygge den nye hal i
HjarSarholt, „større og prægtigere end man nogensinde før havde set,
hvor der saavel paa det indvendige tak som paa vægpanelet var fremstillede
(markaåar) 2 herlige sagn, og det hele var saa godt udført
(stnidat), at man synles at huset var langt prægtigere og staseligere,
naar det ikke var behængt med tæpper". Ogsaa paa en anden maade
viser sig Olaf På som kunstmæcen. Da han havde indvilget i hans
norske ven Geirmund gnys ægteskab med sin datter, fastsatte han bryllupet
til sénvinteren, „og var dette gilde meget besøgt, ti paa denne tid
var gildeskaalen fuldfærdig. Der ved gildet var Ulf Uggason og havde
gjort et kvæde over Olaf Hpskuldsson (på) og de sagn som var fremstillede
(skrifadar)) i skaalen, og det fremsagde han ved gildet. Dette
kvæde kaldes Husdråpa og er vel gjort. Olaf lønned ham vel for
kvædet."
Heldigvis eier vi dette digt i Snorra Edda, om end ikke fuldstændig.
Rigtignok er de bevarede strofer, omtrent et dusin, største delen af det;
1 Korraak regnes at være født omtrent 937 o. K.
2 I hans „Disquisitio de Imaginibus in tedeOlavi Pavonis o. s. v." (tilføjet
den Arnamagnæanske udgave af Laxdæla, 1826) er Finn Magnusson af den
mening at udtrykkene markctår, smiåat betydde at stuens udsmykninger var
„sculpturae variis insuper coloribus vel pigmentis fucatae aut adornatae". Det
synes dog at frenigaa af Nicolaysens undersøgelser i Norsk Historisk Tidsskrift
1892, 210, „at de omhandlede billeder . . . ikke var malerier, men skulpturværker,
dog uden farver, og at de var anbragte dels i taget, dels paa namtrodet
eller gesimsen og dels paa de nærmeste vægstokke nedenfor denne ..."