Danske Studier 1912

SAKSES DANESAGA 199
at han slægtede ham paa; thi alt som Dreng søgte han ivrig at undgaa sin
Faders Fejl og skyede at træde i hans skammelige Fodspor; han vendte viselig
Ryggen til Faderens Ondskab, men lignede sin Farfader i Dyd og Ære og tog
den gode gamle Arv op efter ham.
Disse gengivelser af et ganske jævnt og tilfældigt stykke viser talende
nok forskellen mellem de fire oversættere, og Jørgen Olrik bærer her
som andre steder, hvor jeg har sammenlignet, prisen ved på engang
at være nøjagtigere i gengivelsen og endda fyldestgørende i sin sprogform.
Særlig grelt træder forskellen frem i de poetiske partier. Tag for eks.
begyndelsen af de berømte Bessus-Gro vers:
Quæ sponsum adesse rata simulque tam insoliti cultus horrore muliebriter
territa, succussis frenis, maxima cum totius eorporis trepidatione, patrio carmine
sic coepit:
Gonspicor invisum regi venisse gigantem,
Et gressu medias obtenebrare vias:
Aut oeulis fallor. Nam tegmine sæpe ferino
Contigit audaces delituisse viros.
Cui Bessus sic orsus:
Virgo, caballi
Quæ premis armos,
Verba vicissim
Mutua fundens,
Quod tibi nomen,
Qua fueris, die,
Gente creata?
Vedel gengiver sidste vers saaledes: Ædle Jomffru, siger oss eders naffn,
oc af huad affkom i ere.
Sckousbølle-Thurah: Hun mente først, det var hendes Brudgom, men da
hun saae ham, blev hun, som et Fruentimmer, over dette usædvanlige Postyr
hæftig forskrækket, holdt Hesten tilbage, og begyndte med Skælven og Bæven
at sige paa Riim i sit Moders-Maal saaledes:
Jeg seer en leed oc grum, og Kongen ukiær Mand,
Hvis Kiæmpe-Trin og Krop formørker Vey og Land.
Dog muligt seer jeg feil; thi ofte kiække Mænd
Med Ulv- og Biørnehud bedække Bryst og Lænd.
Herpaa begyndte Bessus, som fulgte med ham, at tiltale hende saaledes:
Skiønne Møe paa Ganger læt,
Som hos yndig Jomfru-Skare
Tager Snak og Tidkort vare;
Siig dit Navn og Folke-Æt.
Grundtvig: Hun tænkte det var hendes Fæstemand, og paa Kvinde-Viis
blev hun saa angest og bange for det fæle Syn, at hun tabde Tøilen, og
skiælvede og bævede over hele sit Legeme. Alt som hun sad, sagde hun ved
sig selv, paa sit Maal, som der staar i Visen:
Skuffer Synet mig ei.
Kommer lang, kommer breed,
Vist den Jette saa leed
Nu, og mørkner min Vei.
Dog, og stundum paa Skrømt
Helten fiin og berømt
Skaber ud. hyller ind
Sig som Vildlap i Skind.