Danske Studier 1912

30 HENRIK USSING
lære den A213 o. s. v. — Paa en noget lignende Maade: vi begge...
udbad os en Vejviser. „Den skal jeg selv være* A 262.
/ i Tiltale til en enkelt bruges langt mere end nu.
Andet Sammenligningsled til Grundleddet som første staar i Afhængighedsfald:
nu vidste jeg, hvo der havde skrevet Prædikenen,
ingen Anden, end mig selv B 163; da der ikke ere flere Børn end
hende og Studenten B 134; — dog ogsaa: Snarere end hun opdagede
Agnes denne Afkøling D113.
Sig hedder hos B. i Flertal regelmæssigt dem: de komme jo af
dem selv D 264; fik de Øje paa Fienderne en Miil foran dem D 100;
den samme lille Klør, de endnu har med dem A 257; de rejser til
Stockholm og sætter dem ned der „Halv Sp. halv D.".
Naar sin bruges, gaar det som Regel paa det nærmest forudgaaende
Navneordsled — ligegyldigt om det er Grundled eller et andet
Led: Hun udstrakte bedende sine Hænder „Den døve Mand"; klædte
Sigrid paany Liget i sin (d. e. dets) Gravstads „Den sv. Major"; den
trætte Junker havde næppe fyldestgjort Hungeren for sit Krav, før han
alvorligen tænkte paa, at betale Søvnen sit A 136; dog skal jeg gjøre,
hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab B 142; at Du straks vilde
betage det stakkels Barn sin Grille „Fire Perioder"; det er Fiskeren
i sin Baad; A179. Man har ogsaa Eksempel paa, at sine gaar paa
et Flertalsord: over denne Begivenhed ... yttrede Alle sine Beklagelser
„Vinterb. 44—45" S. 80. Navnlig bruger B. sin for at undgaa det i
Jyders Ører ildeklingende dets: for ej at undvære noget Tyende fra
sin Bestilling „Ravnen". — Sin kan ikke godt staa langt fra det Ord,
det gaar paa; det ser vi af en Vending som: han søgte nu sin eneste
tro Ven paa hans Fædrenegaard (hans = sin).
Men i en Mængde Tilfælde finder vi slet ikke sin, hvor vi kunde
vænte det: hans egen har han med sig „Maskeraden"; at han kun
havde maadelig Pleje i hans sidste Timer „Eva"; da hun . . . var der
med hendes Datter D 149; Frøken Sophie følger vel efter hendes Søster
A23; medens Flasken offrede Størstedelen af dens Indhold „Livø".
Nu er det vel mest almindeligt, at hinanden bruges om Forholdet
mellem to, og hverandre om Forholdet mellem flere; — hos B. bruges
hverandre meget almindeligt om to: har vi To ikke seet hverandre
fornys A 151; det lader til, at de (De) og denne Dame har seet hverandre
før A 289. — Efter man vilde vi snarest bruge hinanden; men
B. har: man saae paa hverandre „Jysk Røverhist."; man standsede
hverandre paa Gaden B 85.
Mit og Vort kan — paa jydsk Vis — bruges i Betydningen: mit,
vort Hjem: i en By, ikke langt fra Mit „Kniplen."; bryde ind til Vort
„Jysk Røverhist.". — En jydsk Vending er ogsaa: paa vi andre vort
Sprog: Katte „Vinterb. 44—45" S. 64; den daværende Nabopræst i
Aalsøe hans skrivtlige Optegnelse B 168.