Danske Studier 1912

DANSKE UDVANDRERE 117
Prof. K. L. har skønsomt og smagfuldt valgt at rejse en Hædersstøtte for
den danske Udvandrer. Vi er ham derfor megen Tak skyldig. Men
vil den historiske Videnskab engang fordre Sværte paasat — ogsaa her:
vi faar finde os deri, som vi plejer. Disse Brevskrivere kan næppe med
virkelighedstro Streg tegnes mere idealiseret, end de bliver gennem
deres Breve til Hjemmet.
„Danske Nybyggere" indeholder to Brevgrupper. Den første er fra
en østjysk Møllersøn, der efter megen Omflakken havner i Guldgraverlejren
ved Midten af forrige Aarhundrede. Noget mere pligtopfyldende,
flittigt og dydigt ungt Menneske skal man vanskeligt faa at se. Og det
maa indrømmes, at Selvros kender hans Breve næppe. Rørende er
hans Slægtsfølelse og Glæde for hvert lille Budskab fra Hjemmet — i
Forbindelse med hans dristige og haardnakkede Fremfærd derude i den
vide Verden. Det er en egen Type Mors og Fars Dreng, vi her staar
overfor. Han er utrættet som de stærkeste Mænd og- dog blød som et
Barn. En vis Frygt for slette Fæller, en Fremmedfølelse i den onde
Verden, forlader ham aldrig. Som Folketype staar han paa det usikre
Grænseskel: „lidt udenfor Bondestanden" — og som Søn af en Københavner
(Smit, tysk Æt?) og en jysk Bondepige har han ikke ren Afstamning.
Han tiltaler sine Forældre enkeltvis med De, ikke paa Bondevis: I. —
Brevene har hist og her en Smule slikket Tone. (Maaske Følge af Opdragelse
i Særgruppe udenfor Egnens almindelige Flok) og en stadig
Mangel paa Almuedjærvhed- og lune (i Modsætning til næste Brevgruppe).
Men i Skikkelsens ejendommelige Form, dens alvorsfulde ukuede Fremfærd,
synes man at skimte Træk fra Moderens Side, den jyske Æt.
Næste Brevgruppe stammer fra en nordsjællandsk Tækkemand og
hans Kone. Mistænkt for Ildspaasættelse, uskyldig, men uden Bevis
derfor, udvandrer han efter Varetægtsfængsel. Hun bliver foreløbig
hjemme. Som en noget fordrukken og løs Fyr — paa Kant med Konen
som med Øvrigheden — retter han sig nu og bliver mandhaftig i det
fremmede Land. Det kunde vel sket i Siberien som i Amerika eller
ethvert andet Sted, hvor han kunde længes. Men vi ved noget om,
hvad Dansk-Amerikanerens Hjemlængsel betyder. Den har skaffet os et
af vore folkelivsskildrende Literaturs mærkeligste Værker: Fr. L. Grundtvigs
„Livet i Klokkergaarden", hvor Udvandrerne, Bonden og Præsten,
slutter sig sammen om at fremmane Hjemstedets Verden i smaat og stort.
Hvor trygler og beder ikke den sjællandske Tækkemand ovre fra
Amerikas vildsomme Egne i Brevene hjem til sin gamle Mor om en
venlig Tanke fra Konen, om et lille Budskab fra hans Børn. Og endelig
vover hans Kone endnu engang at forlade sig paa ham. Hun rejser
derover med sine smaa. Og de fortryder det ikke. Thi det var af
de Dage, hvor han laa paa Straataget og glanede over den ganske By,
som han sagtens har gjort, og „hittet paa Kunster". Men er der sket
Forandring med ham, bliver det ikke mindre Tilfældet med hende.
Hjemme „var hun ikke, som hun skulde være" — som det vilde lyde
i Talesproget. Lad var hun og ligeglad, men da hun faar en ærlig og
stræbsom Mand ved sin Side og har taget sit Livs store Beslutning, da