Danske Studier 1912

156 FRA DEN FINSKE FOLKEVISEDIGTNING
Brudstykker, der er tilbage af et andet Kvad (eller to) om den
egentlige Køllekrig:
Ilkka, ildesindet Husbond, Frøen ej forstod at fejde;
Huen blaa og Haaret klippet, men i hver en By han svired,
Padden! ej han kunde kæmpe, drak i alle Væbnergaarde.
Den omhandlede Jakob Ilkka var en af Bøndernes egne Førere,
men snart Genstand for deres Uvilje, siden udleveret til Adelen og
henrettet (Yrj6 Koskinen: Suomen kansan historia 1882, S. 178).
— Sig selv giver Menigmand dette Skudsmaal:
Gæve Mænd fra Kivijarvi, Deden iler de til Saari,
Vastinkis de vakre Helte, fremad haster her de Helte
de har Køller i alle Kroge, for i Fejdefærd at fejde.
Fejdevaaben i alle Vraaer, Blodet strfimmed ned i Skjorten,
lange Stager paa mørke Steder, Tarme trilled ud af Livet
aver med dem de Adelsknægte, paa de fugtlede Ryttersvende,
fugtler alle de Ryttersvende. paa de avede Adelsknægte.
3. Jakob Ponttis.
Finnernes forste direkte Møde med den store Kulturverden
mod Syd, Deltagelsen i Tredveaarskrigen, har desværre intet Spor
efterladt sig i Almuens Runodigtning. De Kampe derimod som i
Gustav Adolfs tidligere Aar førtes paa Finlands Østgrænse, især
med Polakkerne, har sat sig et Minde i en østfinsk Sang, hvis Helt
er — ikke Kongen selv, men Jakob Pontusson de la Gardie,
Kecksholm Lens og Ingermanlands Erobrer. Denne Mand, som
var opdraget i Finland, og hvis Vej- og Brobygge endnu lever i
karelske Navne („Pontus' Bro" o. 1.), er ogsaa bleven fejret i æventyrlige
Prosafortællinger som en overnaturlig Skikkelse; han hekser
Krigsfolk frem ved at puste paa sin Pudes Fjer (eller: han klæder
Stubbe iVaaben, saa Fjenden tager dem for Mennesker 1 ) og staar
i Pagt med Djævelen, hvem han tilsidst veed at narre. I Kvadet
om ham er Tryllemagten ikke helt borte, men der hersker dog
mer menneskelige Forhold: „Ædelig Herre, Jakob Pontus, Svearigs
navnkundig Konning"
førte Skibe ud paa Søen som de dunkle Skyers Bræmmer,
som en Vildand sine Unger, satte Blæsten til at blæse
lagde Mandskab i de Skibe og de Bølger til at drive,
som en Hone Æg paa Rede, roed ind til Rigaborgen.
hejsed Sejl paa sine Snækker
1 Jvf. den oprindelige Tekst i Kalev. XXXI 50 og Ohrt Kalev. II 158.