Danske Studier 1912

78 J. PALLUDAN
med Rette indvendes, at Kjøbenhavns og de større danske Byers
Borgerskab netop stod paa Tavsens og Evangeliets Side, og naar
der særlig ivres mod Klostrene som Løgnens faste Borg og Munkene
som de, der holde Sandhed i deres „Prison", saa passer det heller
ikke paa Danmark, hvor Munkevæsenet paa den Tid var i Opløsning,
og Modstanden mod Reformationen især udgik fra Domeapitlerne
1 .
Disse Indvendinger tabe dog en Del af deres Betydning, naar
man veed, at det ikke er en original Digtning af H. Tavsen, vi
her have for os, men en Tillempning af et langt ældre, over hele
Europa kjendt og behandlet Emne. I sine almindelige Hovedtræk
kan det have forekommet Tavsen at give Udtryk for hans egen
Sindsstemning umiddelbart efter Herredagen, uden at han derfor
har tænkt paa at lempe alle Enkeltheder efter fædrelandske Tilstande.
Han har kun ganske naturligt ført Themaet Sra det almindelig
moralske Omraade, hvorpaa det overalt i Udlandet bevæger
sig, over paa det religiøse, hvor Løgnen bliver identisk med
Papismen, af hvis Fængsel den evangeliske Sandhed nys er sluppen
ud, om den end kun erkjendes af de færreste endnu. Denne Tanke
er udtrykt i det sidste Vers af Visen i dens oprindelige Form, til
hvilket der ikke findes noget tilsvarende i de fremmede Behandlinger,
og som da skulde være original Tildigtning af Tavsen.
Saaledes opfattet forekommer der mig ikke at være afgjørende
Indvendinger mod Tavsens Forfatterskab; det skulde da være, at
Visen i formel Henseende staar hojt over de ellers H. Tavsen tillagte
Psalmer.
Det forholder sig nemlig med denne Vise som med det meste
af vor øvrige Reformationsdigtning: det er indvandrede Tanker og
Motiver, der tilegnes enten i ligefrem Oversættelse eller i friere
Bearbejdelse, ofte saaledes at de overføres i en ny poetisk Form,
localiseres eller versificeres. Motivet om Sandhedens, Fredens og
andre Dyders Hjemløshed blandt Menneskene og Flugt Verden
rundt synes vel ikke at forekomme i Oldtiden, men ligger overmaade
nær for Middelalderens moralsk allegoriske og satiriske
Digtning, særlig for den saakaldte Moralitet, der fører Dyder og
Laster frem paa Scenen, personificerede og i Handling. Saaledes
anfører Creizenach Gesch. d. neueren Dramas I 479 en Moralitet:
1 Disse Bemærkninger støtte sig paa velvillig mundtlig Meddelelse fra
Docent Ose. Andersen.