Danske Studier 1912

70 F. OHRT
unge Hons, dem har de skoldet,
alt til Gæster hos den Lille,
Prinsebarnets Barselgilde. *
Som hun kom til Klavusgaarden,
sank paa Knæ hun med det samme
for sin Svigerson til Jorden:
„Tag hende bort, dær bort af Oden,
gæve Hustru Din af Gløden!"
„Tager hende ej af Ilden,
ikke Skøgen ud af Gløden;
derfor just jeg Luen tændte,
og det gode Hus jeg øded."
„Lad hende fly til andre Lande,
med sin Gærning dær at gæmmes,
ved sin slette Skik at skæmmes!"
„For at vorde Olavs Frille!
Brænde skal hun, Karles Skøge."
Kirsti bojer ind til Boden,
derfra bar hun Krudt i Mængde,
bar det Klavus selv i Hænde:
„Mæng et Maal af Ufærds-Melet,
mæng det udi Tjæretønde,
saa det brænder endnu bedre." —
„Ak min Elin, Datter liden,
ak, du burde tæmmet Tungen,
baaret over fromt med Frillen,
taalt i Taalmod Kirstis Argsind."
„O min egen Moder kære!
Ej er der mindste Grund forhaanden,
ej engang som en Naalebredde,
alt har jeg gjort, hvad jeg evned,
gjorde tilmed lidt udover."
Det var den bedste Frues Bane,
urige Elin, Gaardens Madmor,
som var saare skon af Aasyn,
saare dueb*g i Syssel,
høvisk med hvert Ord hun mæled.
Længe vil alt Folket længes,
undergivne græde for dig,
og de Store skal dig savne.
[Graaden glipper ej i Laukko,
Sorg og Suk i Vesilahti.]
Endnu vil Farvel hun sige
til sin Moder kær, som græder,
men nu synker Staklen sammen,
flagrer ind i Flammebaalet
med sit lille Barn ved Barmen.
Kvadet er endda ikke endt; der kræves endnu at enhver
tilsidst faar sit. Klaus' Korn og Kvæg vantrives; han sætter sig
paa Tærsklen og græder. Jesus gaar omkring som Gubbe: Hvorfor
græder du, Klaus Kurki? — Klaus forklarer, det er fordi han
har brændt Viv og Barn, og fordi hans Dyr nu omkommer. Jesus
lader ham vide at Elina er i Himlen foran seks Lys, for Jesu
Fødder, med Barnet i Favn, Olav staar for Porten; „ogsaa veed
jeg om Klaus Kurki." „Hvor er da Klaus Kurki?" „Nede i
Helved, lidet af hans Sporer stikker op, Foden glimter netop
frem." „Og Frillen Kirsti?" „Kirsti er nede i Helved; der stikker
lidt frem af Fletningerne, af Haarets Silkebaand" —
Klavus red sig bort af Gaarde,
stak i Sæk i sin Sækkepibe,
spilled, som han red ad Mosen,
lod ved Sø sin Flojte skingre,
lod den gjalde lydt paa Heden;
til den aabne Sø han skynder,
ned i Bølgen han sig styrter.
Det var den unge Helleds Bortgang,
det var Ægtemandens Bane.
Kirsti foer som Hund bagefter.