Danske Studier 1912

190 KULTUR OG FOLKEMINDER
»Pigens lysende øine skinnede paa mig ved ildhusets arne (det er
ingen løier for os): jeg kom til at sé paa den velbyggede kvindes ankler
ved tærskelen — aldrig vil længsel forlade mig."
Og igjen kvad han :
„Pigens straalende øie skinnede paa mig fra hendes øienbryns lyse
himmel: men glimtet af kvindens øie skal volde baade mig og hende
bare sorg."
Tosti sa: 'Hun stirrer stadig paa dig'. Kormak kvad:
„Ringsmykkede kvinde tog ikke øiene fra mig (— ei dølged jeg min
kummer — jeg skal fordre pigen —), da den halsbaandsmykkede kvinde
stirrede paa mig ved Hagbardshalsen (d halse/ Hagbards å mik starde)" 1 .
Nu gaar de ind i sovehuset og sidder der. O. s. v.
Udtrykkene å halse Hagbards, undir skegg Hagbardi, hjå Hagbardshqfdinu,
gjør det utvilsomt at her tales om en billedstøtte i naturlig
størrelse — maaske en dørstolpe med udskjaared hode. Men hvis hode
da? — Mobius, saavelsom alle som har syslet med sagaen, antar at
hodet er den Hagbards hvis navn ikke nævnes uden i forbindelse med
Signes. Det er vel ikke værd at gjengi sagnet her. Det skal bare
fremhæves at Hagbard altid er en ung helt, altsaa med glat hake —
hvor kom han ellers i jomfruburet, forklædt som pige? — for at sé at
det umulig kan være Saxos og folkevisernes Hagbard. Men nogen anden
Hagbard findes ikke i sagnhistorien.
Foruden vanskeligheden med skjegget er det et andet spørgsmaal.
Vilde det ha faldt i en adstadig islandsk bondes smag at ha valgt for
sin stues udsmykning en romantisk yngling og hans elskovseventyr? Saavidt
jeg véd, har heller ikke nogen fremstilling af motivet fundets hidtil
i levninger af den middelalderlige træskjærerkunst. Og der er nok god
grund for det: Sagnet mangler omtrent alle de betingelser af karakteristisk
handling, som ellers gjør en fortælling egnet til at kunde fremstilles
i plastisk kunst. Der, hvor der i skaldepoesi hentydes til helten (og
det er ikke saa sjældent) er det i slige lilet smigrende kendinger som
Sigars 2 , eller Hagbards hest, d. v. s. galgen. Heller ikke det forekommer
os at være nogen særlig taknemlig gjenstand for træskjærerkunsten 3 . Og,
for at forebygge indvendinger, som kunde gjøres fra anden kant, —- det
er ganske usandsynlig for Steingerd at ha stillet sig bag nogen Hagbard
— elskeren —, saafremt der var ogsaa andre støtter at vælge imellem,
for derved at hentyde til hendes spirende kjærlighet.
Hvis saaledes, som jeg har forsøgt at vise, støtten eller hodet paa
stolpen ikke var Hagbards, hvem kan det da ha forestillet? Det ligger
1 God. chart. St. (som forøvrig heltud beror paa hovedmanuskriptet AM
132 fol.) bemærker her: {>ar var hlaSi fyrir dyrum og HagbarSr a vegg, |)at
var lfkneski Hagbards. Mobius, 1. c. s. 82. 2 Signes far. 8 Naar Kunstneren
i M. Koch og A. Heusler: 'Urvåterhort, die Heldensagen der Germanen 1 ,
Berlin 1904, har valgt netop den scene (Saxo H. VII s. 230), hvor Hagbards
mantel beises op og han i det fjerne ser beviset for Signes troskab — hendes
bur som gaar op i flammer — saa faar man betænke, at dette, sagnets eneste
ejendommelige træk, egner sig bare for malerisk fremstilling.