Danske Studier 1912

80 J. PALUDAN
uendelige Opremsninger af sjeldne og techniske latinske Ord for
de forskjellige Stænders og Næringers Redskaber, Værktøj osv.
Sandheden beslutter sig da til at søge mere høviske Sæder i
Byerne, og træffer først paa Præsterne, der samle sig om Altrene
i hvide Klæder og mumle deres Bønner. Men neppe faa de Øje
paa hende, før det er forbi med Fromheden; de trænge ind paa hende,
væbnede med Kors, Kirkekar og Alterprydelser og jage hende ud
paa Gaden. Her drive Kjøbmænd og Haandværkere Snyderi og Bedrageri
som Profession og ville ikke lade sig forstyrre af Sandheden,
men overfalde hende med Alenmaal og Kurve, Saxe, Hamre og
Tænger. Hun søger Tilflugt paa Torvet, hvor Dommere og
Procuratorer skifte Ret paa Raadhuset, men kommer ikke bedre
an der eller ved Hoffet, hvor Svig og Grumhed hersker under
Skin af Dannelse og fine Sæder. Først paa Affaldspladserne udenfor
Bymurene finder hun Ro og venlig Modtagelse blandt Hunde
og Ravne, ligesom senere blandt Skovens vilde Dyr. — Efter at
have hørt hendes Beretning udtaler Philalites en almindelig Fordømmelse
over det menneskelige Kjøn og indbyder Sandheden til
at dele det idylliske Liv i hans tarvelige og fredelige Hytte.
I en endnu højtideligere Stil affattede den berømte Erasmus
fra jRotterdam 1516 sin Qverela Pacis, undiqve gentium
ejectæ profligatæqve (Opera, Lugd.Batav. 1703, IV.). Det er
en højstemt Opfordring til Fyrster og alle Stænder og Folk om at
bevare Freden i christelig Aand, egentlig en Enetale af Freden,
der her træder i Sandhedens Sted. I Begyndelsen af sin Tale
klager hun over, at Raadhusene gjenlyde af Processers Kiv og
Larm; i Stæderne er neppe et Hus, hvor Freden finder Plads;
ved Fyrstehoffer er Kilden til alle Krige; Falskhed og Rænker lure
bag det høflige Samkvem. Hos de lærde venter hun at finde
Ly, men møder kun indbyrdes Had og Lærestrid. Men i Kirken
maa dog vel herske Fred og Broderskab? De gejstlige ligge altid i
Haarene paa hverandre, og Munkene, som have forsaget Verden
og skulde have alt tilfælles, fylde Klostrene med Skænderi og
Misundelse. Endog det enkelte Menneske er splidagtigt i sig selv,
og dog skamme Menneskene sig ikke ved at nævne sig efter
Ghristus, hvis Liv var idel Kjærlighed og Endrægtighed.
Hans Sachs, Skomageren fraNurnberg, laaner i sin umaadelige
poetiske Frugtbarhed ligesom Galderon eller Lope de Vega alle
Slags Emner fra alle mulige Tider og behandler dem i alle mulige