Danske Studier 1912

STR000DS 55
Skr. 91): »Ingen af os trænger til hinanden", ligesom hos Ingemann (Erik
Menveds Barndom 3, 27): „Ingen af os skal domme hinanden", og hos
Carl Bernhard (13, 191): „Jeg har aldrig seet, at nogen af disse Forskelligheder
traadte dominerende op mod hverandre". Og følgende sted
hos Oehlenschlager (30, 14) er væsentlig af samme beskaffenhed:
„Det var ham fast umuligt, at skielne, om det var Stenen eller det
Gronne, som meddeelte hinanden deres Glands" 1 .
En sammensmeltning af to udtryksmåder således at der undertiden
fremkommer en pleonasme findes også i følgende sætning hos Holberg
(Epistl. 5 B, 89): „En Asiatisk Skribent vilde vise, at det er fra Synden,
hvorfra vor Religion, Philosophie, Politesse etc. er kommen"; idet der er
sat hvorfra istedetfor at, bliver fra i hovedsætningen overflødigt. Således
skriver Molbech (Blandede Skrifter, 2den Saml., 2, 450): „Det var
i en saadan Vennekreds, ved et Spillebord og i Selskab, hvor Lessing
helst søgte Hvile", og på lignende måde Hauch (Charles de la Bussiére
183): „I denne Tid var det, hvori Ludvig den Sextende besluttede at
flygte", fremdeles Goldschmidt (Poet. Skr. 5, 289): „Det er kun i
Bjergene, hvor det er Din Skæbne ikke at falde". Jfr. Mikkelsens Danske
Sproglære (1894) § 230 Anm. I 2 .
En ejendommelig art af pleonasme, hvorved det kan se ud som om
der siges det modsatte af det som meningen kræver, fremkommer ved
sammenstilling af jo og ikke, hvor en af partiklerne var tilstrækkelig,
som når det hedder hos Kofoed-Hansen (Kjød og Aand 1, 340): „Hun
forsøgte forgjæves at fremlokke saa stærke Toner, at hun jo ikke hørte
hvert Ord" og (smstds. 423): „Hvad kan du have at sige mig, som jo
ikke vil smerte mig endnu dybere", eller hos Bergsøe (I Skumringen 58):
„Af Husene var der intet, som jo ikke var mærket af Ild". På samme
måde findes uden at jo eller uden jo brugt, som når Holberg i Den
Stundesløse (1, 2) lader Magdalone sige: „De har aldrig ringeste Skilling
under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf", eller når han talende
i egen person skriver (Epistl. 1, 159): „Jeg taler aldrig med Bønder, uden jeg
jo lærer noget af dem". Således hedder det hos Ewald (Liebenb. udg. 8, 50):
„Jeg kunde ikke see en eneste Vanskelighed forud, uden at jo min Indbildningskraft
strax vidste at hæve den", hos P. A. Heiberg (Rigsd. Hænd. 1, 281):
„Man skal ikke komme i ret mange adelige Selskaber, uden man jo
finder nogle Lapser deriblandt", hos Mynster (Bland. Skr. 1, 414): „Neppe
har noget Sporgsmaal vakt almindeligere Deeltagelse, uden at jeg jo offentlig
har sagt min Mening derom", hos Ingemann (Event, og Fort. 1,
191): „Næsten intet Aar var gaaet hen, uden Gjuliana jo havde modtaget
kjære Erindringer fra Grevinden". — Disse pleonasmer forklares let,
når man husker, at partiklen jo tidligere tit brugtes, tildels vel endnu
bruges, ikke blot efter nægtelser ligetydigl med ikke 9 , men også, ligesom
1 Jfr. hos Thukydid (1, 30): 'EnsnXsov ovdérsgoi åMykois. » Om lignende
pleonasmer på græsk se Madvigs ordfojningslære § 103 fodnote b. * Herpå
findes nogle exx. hos Molbech; det vil være let at foje mange til. Nægtelsen
kan også træde frem i form af et sporgsmål, som når Storm (Saml. Digte 1785,
10) skriver: „Hvad er saa helligt, den (Overtroen) det jo med Fødder træder?*.