Danske Studier 1912

54 FRA SPROG OG LITTERATUR
kuriosa, nogle af dem (f. ex. den s. 52 omtalte unøjagtighed i en sætning
som: „Du havde skulle glædet Dig') endog kun som advarende exempler
på en skødesløs udtryksmåde. Over en hel række: de i DaniaX, 42—43
(jfr. her s. 53) anførte er en sådan dom allerede indirekte fældet i tidsskriftet
„Literatur og Kritik" 1888, 327—354, hvor der i en artikel med
overskrift „Vort Sprog" meddeles en række bemærkninger om unojagtig
behandling af modersmålet og deri som exempler på en sådan anføres
ikke få steder af forskjellige, for det meste den gang endnu levende, forfattere,
samt af dagblade. Her aftrykkes 338 et sted af Berlingske
Tidende, der med udeladelse af en lille sætning lyder således: „Glemte
vare de politiske Friheds- og Lighedskrav ingenlunde under det napoleonske
Herredommes Tryk, og da han forst var falden, rejstes de paany";
hertil knyttes så følgende bemærkning: „Denne Sætning tjener til at
vise, hvor lidet nøjeregnende man undertiden er i Henseende til Tankens
korrekte Udtryk, thi med Ordet „han" kan vel kun menes Napoleon,
som slet ikke har været nævnt i det Foregaaende". Jeg tror at mange
vil være enige med mig i, at det var heldigt, om der aldrig fandtes
værre unøjagtigheder 1 .
Mellem de udtryksmåder der forkastes er også den, som det med
rette siges, ikke ualmindelige: „Han hører til en af de Dygtigste", der
jo beror på en let forklarlig sammensmeltning af to enstydige vendinger:
„Han hører til de Dygtigste" og „Han er en af de Dygtigste". Artiklens
forfatter anfører intet ex. derpå af skriftsproget; at han kunde have gjort
det, viser disse to steder hos fremragende stilister: „Det hørte til en af
hans hqjeste Glæder, naar en anden Riigmand blev fattig" (Blicher,
Noveller 1857, 7, 7). „Dette hører til en af de Maader, hvorpaa en
Redaktion gjør sig ligesaa interessant som nyttig" (Goldschmidt, Poet.
Skr. 8, 6). Den samme sammensmeltning findes ved regne hos Holberg
(Mor. Tank. 8): „Jeg regner Historien blant en af de gode Romaner",
og hos Oehlenschliiger (Bidrag til den oehlenschl. Literaturs Historie 2,
361): „dette Stykke, som jeg vover at regne til et af mine bedste", [og
hos Monrad (Om polit. Drommerier 11): „han henregnede den Tid til den
lykkeligste i sit Liv"]. — En lignende sammensmeltning ligger til grund
for den ligeledes i tidsskriftet påtalte: „Mangel paa Evne til at kunne
bestille Noget", hvorpå der kun anføres et ex. fra Dagbladet. Men også
herpå kan der findes exx. hos gode forfattere; således skriver Blicher
(Nov. 4, 232): „Han forlangte at ville tale med mig", Forf. t. Hverd.
(3, 185, udg. 1849 fgg.): „Han ønskede at maatte gaae hjem strax" og
(8, 35): „Hun har aldrig tænkt paa at ville gifte sig", Heiberg (Pros.
Skr., udg. 1861, 2, 49): „Stræben efter at ville construere". Alle læsere heraf
husker sikkert den engelske kaptain, som „bad om Lov, frem for sin
Chef at torde træde", men mon nogen har stødt an ved det overflødige
torde? — Af noget anden art er følgende vending hos Thaarup (Poet.
1 De læsere der muligvis endnu nærer den af Madvig bekæmpede forestilling
om det latinske sprogs absolute regelrethed vil jeg henvise til hans
anmærkning ved Gie. de Finn. V, 16, de vil da se at samme unojagtighed
ikke er sjelden på Latin.