Danske Studier 1912

F. OHRT 153
Ting synger et Kvad, der nu forlængst er dødt paa Folkets Læber.
Det er kommet til os gennem nogle Opskrifter fra 18de Hundredaar
(en svensk Prosagengivelse med et Par finske Verslinier allerede
fra 17de); alle disse Opskrifter er fra det vestligere Finland (Aaboegnen,
Tavastland, Østerbotten). Indbyrdes afviger de stærkt,
selvom Fortællingens Traad og visse ejendommelige Vers er fælles.
Indholdet skal her gengives dels med den østerbottniske Variants
egne Ord, dels forkortet, i Prosa.
Var sig tvende Helgenhelte,
var sig tvende Folkedrotter,
gæve Kors- og Kristenbrødre,
een da voksed op i Sverig,
og i Fremmedland den anden.
Voksed op i Landets Fedme,
fostredes med Smorrets Fylde;
Barnet fra de fjærne Lande,
det var Herre Henderikki;
han som blev i Sverig baaren,
det var Riddersmanden Erik,
Svearigs navnkundig Konning.
Sagde Herre Henderikki
til sin Broder Ridder Erik:
„Lad til Tavastland os fare,
Folk som Daaben ej har signet,
Land hvor Præster ej har vidnet!
Kirker vil af Sten vi bygge,
Landet med Kapeller trygge."
Det var Riddersmanden Erik,
Ord han ytred, mundtlig mæled:
„Broderlille, født af Kvinde!
Mange de som did er faret,
faa er de som hjem er faret,
flere har mod Færden varet."
Henrik vil dog afsted, han byder sin Pilt ruste og pryde Slæden,
saa skildres hans Færd:
Det var sig Herre Henderikki,
fremad han ager med lien,
ildner en ilter Rensdyrskare
til i hans Slædes Spor at springe,
fylked en Flok af Sangens Fugle
over hans Hovedhaar at flyve,
kvæge med køligt Pust hans Pande:
Bjorn af Jærn var lagt udi Lænker,
Aarfugl af Jærn kurred og skogred
midt i Svælget paa lænket Bamse,
og et Egern lader han hoppe
tæt forved sig paa Slædetæppet.
Pilten bliver sulten. Henrik: Vi er straks ved Lallis Gaard
bag Vigen; tag dær Brød af Ovn, 01 af Kælder, Hø og Havre af
Gæmmerne, læg Penninge i Stedet. Men
Ond og bandsat Kvind derinde,
slugevorn og fuld af Galde,
vræled fra sin Vraa bag Arnen,
broled bagved Ovnens Stolpe:
„Lad forst Lalli være hjemme,
Værk skal han volde dine Knogler,
faa din Pandeskal til at skramle,
strø dine Sener rundt, saa det suser."
Det var Herre Henderikki,
skyndte sig da bort fra Gaarden.
Da nu Lalli kom til Huse,
ypped Løgn den gamle Tæve:
„O min Dreng, min egen Yngste!
Her har lige nylig været
Slughals-Svensker, Tylle-Tysker,
han tog Kagen ud af Ovnen,