Danske Studier 1912

72 F. OHRT
ældste Skikkelse er i R u n o-Versemaal. Af den vestfinske gamle
Form kendes kun et kort Referat og et Par Brudstykker, trykte
Aar 1700 i en Disputats (Fennofilen Juslenius' Aboa vetus et nova).
Indledningen lyder (Anterus = Anders):
Anders, han fra Helligbækken,
hellig Son fra Helligbækken,
kom af Skole hjem til Huse.
Moderen sporger:
»Son, hvi kom du alt til Huse?
Staar end paa sit Sted din Skole,
trives end det nye Aabo?"
Svaret er, at han vil ud at fri. Han rustes da med Heste,
Svende og Vaaben:
Ædlings Skjold af Guldet glimted,
og af Sølv de andres skinned. —
Om Fortsættelsen meddeler Juslenius kun ganske kort, at
Bruden dør allerede inden deres Hjemrejse.
Men endvidere er Run o kvadet optegnet i vore Dage flere
Steder i Ingermanland, sidst endog lige nær ved de moderne Villabyer
Oranienbaum og Peterhof. Den ingriske Form er ganske vist
en Del overgroet med Træk fra andre Kvad; med Fradrag af de
fleste af disse Træk skal følgende Form meddeles (Begyndelsen fra
een, Slutningen fra en anden Variant; ogsaa Indledningen „Anders
kom hjem fra Skole" kan forekomme hos Ingrerne):
Det var Anders, den unge Ædling,
Son af en ædelig Herre,
Rytterheste seks han sig rusted
under seks bolde Bejlersvende,
til sig selv den syvende Ganger
og den ottende til sin Jomfru.
Det var Anders, den unge Ædling,
Son af en ædelig Herre,
fried den Jomfru, fæsted den Jomfru,
løfted den Mø paa lette Fole,
satte hende paa gode Ganger,
bragte den Jomfru hjem til sin Fader.
Ugelangt paa Uld hun lægges,
anden Uge paa Bolstre bløde,
tredje Uge paa Hanefjedre.
Tog den Jomfru til at sygne,
Guldhaarsmø af Ve at græde,
Lyshaarsmø i Lon at sukke.
Hendes gode, gæve Husbond
tager til at sporge Møen,
fritter ud den flelningsfavre:
„Var vel tung den Gyldenganger,
var vel svær den Sølverganger,
da til vort du red til Huse?
Eller var de Baand for stramme,
eller var for fast det Bælte,
da til vort du red til Huse?"
Møen svared ham med Foje,
gav med Foje Ord tilbage:
»Ej var tung den Gyldenganger,