Danske Studier 1912

88 H. GRUNER NIELSEN OG AXEL OLRIK
tværtimod sidder på Kluddes ryg, som da begynder at løbe så hurtig
som vinden, indtil han kaster dem af i et hul eller vanding. Medens
manden arbejder med at komme op, ligger Kludde på bugen på marken,
og ler af det. Alt efter omstændighederne forvandler Kludde sig til en
kat, en tusse, en flaggermus eller hvilketsomhelst andet dyr. Man kan
se hans komme, siger bønderne, på to små blå luer, der bevæger sig
skridende og hoppende afsted; disse luer, også kaldet ,stallichten', er
Kluddes ojne. Man kan let undslippe fra ham, når man flygter for ham
, i siksak ligesom for en slange. Efter sagnet har han sin oprindelse fra
en bonde der havde lovet sig bort til djævlen. „Når han bander, lyder
hans skrig: Kludde, kluddel Deraf har han sit navn".
I egnene nord for Bryssel er hans navn Kludde (udt. Klodde, Klorre);
syd for Bryssel Lodder, på et enkelt sted (Vorst ved Bryssel) Loeke ell.
Loeke-baboe. Denne plager i særlig grad nattefriere og andre enlige
vandrere, løber mellem benene på dem eller dænger dem til med slag
og øretæver.
I Flandern træder hos de natlige vandrere frygten for varulv (weerwolf)
i Lodders sted. —
Det synes vanskeligt at gribe noget sikkert punkt i hans væsen, så
mangfoldigt som det er. Kun hans stedbundethed til øde og særlig
skovrige egne, og hans drilske forfølgelse af natlige vandrere, synes at
være dets stående karaktermærker; af ydre træk er „lygtemændene"
som hans ojne det hyppigst tilbagevendende.
Han lader sig ikke efter sit væsen sætte lig med nogen af folketroens
typiske skikkelser. Derimod findes hans enkelte ytringer i stort
omfang hos spøgelseagtige skikkelser i det hele. Mest minder han om
andre stedlig afgrænsede mytiske væsener, som er kendte og meget
frygtede på en enkelt egn, men ukendte andensteds.
Eksempelvis kan man nævne den svejtsiske Huuper (i egnen om
Einsiedeln) der om natten jager om på en skimmel og hores råbe: Hup,
hup! Hans lyst er at hænge sig på ryggen af folk; optegneren (Schw.
archiv VI 304) har haft lejlighed til at undersøge hvorledes det hang
sammen: det var ugler der om natten kloede sig fast i vandrerne. Ret
overensstemmende med ham er det (tysk-)bømiske Heemenschen: når
en om natten går gennem skoven mellem Krina og Neudorf og råber:
Hehe huhu! da får han langt borte fra samme svar; og en hænger sig
fast på hans ryg og han må bære ham til nærmeste landsby, forst dær
slipper han. Eller denne sko vånd „Haman" overfalder folk med ørefigner,
ell. desl. l . Den tilsvarende tjekkiske Heikadlo råber hei hei, og
svarer man ham da trykker han en oven i hovedet så at man får sin
død deraf. Ligeså er der den svejtsiske Graggi, der skriger med forskellige
stemmer, leder vild, og viser sig i alskens dyreskikkelser, men undertiden
også hjælper kvægets vogtere 2 . De tyrolske Ptttze (der synes at være
flere på forskellige steder) driver gæk med nattevandrerne, visende sig snart
store, snart små, snart som gedebuk, snart som menneske 3 . I Holland
1 Grohmann, Sagenbuch von Bohmen und Måhren (Prag 1863) s. 118—19.
2 Schw. archiv II162. III 30. XI 133. 3 Zingerle, Sagen aus Tirol, 2 206 nr. 352.