Danske Studier 1912

ej var svær den Sølverganger,
ikke var de Baand for stramme,
ikke var for fast mit Bælte,
det var Veer under Livet,
under Hjærtet mit en Smærte."
(Og den sidste Uld han udtog,
valgte ud det vakre Linned,
gik afsted til Ruslands Trolde,
drog af Led til Borgespaamænd,
Trolde saae paa deres Pile,
Spaamænd saae paa deres Knive,
Trolde loved hende Sundhed,
Spaamænd spaaed hende Helsen).
Hendes gode, gæve Husbond
lægger sig det Svar paa Sinde,
brat han vender om ad Vejen.
Lidet Stykke Vej der lider,
liden Strækning frem han skrider,
kom en Kirke ham til Møde,
tog de Klokker til at klinge.
Standsed han da midt paa Vejen,
letted paa sig, lytted om sig:
.Hvorfor klinger Kirkeklokker?"
Kirkesvenden, snu og snedig,
Kirkens Vagt, den altfor kloge,
fælded Ord, det flød fra Læbe:
„Derfor klinger Kirkeklokker:
de som sidst blev sammen viet,
de skal nu til Jorden lægges
og af samme Gravhoj dækkes."
FRA DEN FINSKE FOLKEVISEDIGTNING 73
Hendes gode, gæve Husbond
brat han vender om ad Vejen,
og et Stykke Vej der lider,
liden Strækning frem han skrider,
Dødninggrave kom til Mødes.
Nærmed han sig nu til Stedet,
traadte nok saa nær til Pletten,
spurgte for sig, fritted for sig:
„Graverfolk, saa snu og snedigt,
sig til hvem den Grav I graver?
Hvem af os er død derhjemme?
Døde den som gav mig Livet,
segned den som har mig baaret?"
Graverfolket, snu og snedigt,
gav til Gensvar, saa de sagde:
„Død er ikke dog din Fader,
segnet ej den som gav dig Livet,
død er nu din fuldtro Fælle,
som med Dig bag Tæppe hviled."
Voldsomt styrter han i Stuen,
Møen ligger mat i Vraaen,
Fagerlok i Ve og Klage.
Og han drog sin Kniv fra Side,
trak det skarpe Staal af Skede,
barske Staal af Barkeskeden,
jog det eengang i sin Jomfru,
i sig selv den anden Sinde,
sammen ned i Jord de lægges
og af samme Gravhoj dækkes.
Utvivlsomt er Dobbeltdrabet uoprindeligt; i den ældste finske
Form har Anders sikkert truffet sin Hjærtenskær død og derpaa
dræbt sig selv. — Udtrykket „det ny Aabo" kan jo umulig føre
Kvadet tilbage til 12te Hundredaar, Stadens allerældste Tid; der
skal vel tænkes paa Aabos Flytning i 14de Hundredaar. —
Den langt yngre og langt ringere Vise om samme Æmne er
bygget med tolinjede Vers uden nogetsomhelst Rim og med Trallen
efter sidste Linie, som derefter gentages 1 .
1 Teksten i Kanteletar * S. VIII. Den DgF VII 526 nævnte finske
Form (Berggreen IX Nr. 52) er mig ikke tilgængelig her.