Danske Studier 1912

VED AFSLUTNINGEN AF KORT OVER DE
DANSKE FOLKEMÅL
AF
MARIUS KRISTENSEN
N u da sidste hæfte af dette værk, som i en snes år har optaget
min tid og mit arbejde mere eller mindre, foreligger færdigt,
er der anledning for mig til at overveje, hvad dette arbejde har
kostet og hvad det har givet. Da værket aldrig har været anmældt
her i tidsskriftet, kan disse betragtninger tillige gore det af for en
anmældelse.
Med hensyn til mit forhold til kortværket er der da allerførst
det at sige, at Valdemar Bennike var begyndt at forberede det,
for jeg var født. Det var en udtalelse af N. F. S. Grundtvig („Ethvert
levende sprog er sin egen grundvold"), som i 1867 fik den
unge Københavner til at give agt på sprogets talte former, og
ikke, som han tænkte på, kaste sig ind i læsning af de gamle
sprog. Da jeg kom til, var altså Bennike allerede gammel i arbejdet,
og jeg var ganske ny. Allerede dette måtte volde vanskeligheder.
En mand, som i en menneskealder har syslet med et
arbejde, har nødvendigvis dannet sig sin plan for det, og det vil
ikke være let for ham at gå ind på alt for afvigende tanker. På
den anden side var mine forudsætninger andre end Bennikes, og
jeg havde heller ikke så let ved at gå hans veje.
Valdemar Bennike er Københavner af fødsel og har aldrig talt
nogen egentlig dialekt. Jeg er Østjyde og har til mit tolvte år
stadig i mit hjem talt rent jysk. Dærved har jeg en medfødt
fordel: at jeg bedre kan føle, hvad der er sprogrigtigt i folkemål.
Denne fordel øges endda dærved, at jeg i nogle år talte både jysk
og rigssprog og også dærefter havde stadig lejlighed til at sammenholde
de to sprogformers udtryk med hinanden. Allerede i skole-