Danske Studier 1912

148
AXEL OLRIK
Det turde i det hele være et kendetegn for ældre, at ordet
ikke hænger videre fast ved personen. Forældre ombytter ofte
deres børns navne, selv om de ikke er så langt fremrykkede i
alder og de er fuldt 3ikre på hvad person de mener. Men, som de
andre eksempler viser, fænomenet er langtfra indskrænket til en
vis aldersklasse.
Særlig udsatte for forveksling er planter, — og apotekervarer:
Scenen er Hillerød apotek.
En dreng kommer ind: Jeg skulde be om harepiller for en
krone!
Harepiller? Provisorerne stikker hovederne sammen, og kort
efter kommer en hen og spørger, hvad de skulde være til.
— Til mesters kone; hun har hovedpine.
— Det skulde da vel ikke være kanin pi Iler?
— Jo, kaninpiller var det! Drengen syntes nok, at det ikke
var helt rigtigt, men han kunde ikke komme på det andet. Han
havde gået og sagt kanin, kanin, lige siden han gik hjemme fra.
Men på vejen var han gået hen for at se på nogle drenge, som
spillede klink, og da han så gik videre, var kaninen blevet
en hare.
Så fik drengen sine kininpiller. (Stod i danske aviser i 1900
el. 1901. Gengivet efter hukommelsen af M. Kr.)
En dansk botaniker, nu professor i plantefysiologi, havde i
sin ungdom bl. a. givet sig af med at studere cycas-plantens (koglepalmens)
udvikling, og han havde da givet sin fader en af de
kimplanter, han havde fået til at gro. Den gamle herre havde
moret sig meget over at se planten udvikle sig.
Mange år senere, da den lille cycas for længst var gået ud,
fortalte den gamle herre sine venner om den lille plante, hans
son i sin tid havde givet ham. „Det var meget interessant at se
på, hvordan den udviklede sig. Jeg kan ikke huske, hvad det var
den hed, men det var sådan noget som æska". (Fortalt mig i
sommeren 1899 af vedkommende botaniker. M. Kr.)
En ret jævn kone på Koldingegnen kaldte planten Hortensia
for „Bonaparte", sikkert med en slags bevidsthed om Napoleons mor.
Dette er kun en brøk af de tilfælde der er gået gennem mit
øre; men de fleste kan vist øge mængden på egen hånd.