Danske Studier 1912

DE ÆLDSTE H0TT0NSKE SAGNHELTK 183
Ermanrik danner det store Mærkepunkt i gottonsk Sagnudvikling,
Skellet mellem det ældre og yngre Slægtled. Efter sin Død c. Aar 375
blev han staaende urokkelig som cyklisk Midtpunktfigur, fylkende om sig
en Hærskare af underordnede Personer, — nogle faa ældre, og et stort
Flertal af samtidige eller yngre. Fra nu af er Heltenes Fastholdelse i
Mindet ligesaa hyppig, som den indtil da var sjælden.
Overskuer vi Udviklingen indtil Ermanriks Tid, faar vi, trods Materialets
Magerhed, et statistisk overmaade vel grupperet Billede.
Vi iagttager først et Par ældgamle mytiske Figurer, der paa Grund
af deres fremragende Stilling overlever Folkevandringstidens Storme: Vølund
Smed og Alberik. Den sidste kunde holde sig saa meget desto
lettere, som han var en Gud med faktisk Gudsdyrkelse.
Derefter kommer et Kuld af menneskelige Helte, der spænder fra
2. Aarh. før Kristus til 3. Aarh. efter Kristus:
Boiorix, død 101 f. Kr., repræsenterer Kimbrertoget, de gottonske
Folks første mægtige Optræden i Verdenhistorien;
Armin, død 21 e. Kr., repræsenterer Frihedskampen mod Verdens
mægtigste Stormagt;
Ostrogothas Søn Unven, død efter 250 e. Kr., repræsenterer Indledningen
til den store Folkevandring.
Alle tre Personer udtrykker altsaa højlig vigtige Mærkepunkter i
Gottonernes Historie, og dog har ingen af dem naaet at leve mere end
et Par Aarhundreder udover Folkevandringstidens Slutning.
Endelig kommer et Kuld af menneskelige Helte, der fortsætter fra
de sidstnævnte til op imod Folkevandringens Højdepunkt:
Wibil, der 260 ødelægger den blomstrende romerske Provinshovedstad
Aventicum i Svejts;
Frederik, der lider Martyrdøden, rimeligvis under Goterhøvdingen
Athanariks Kristenforfølgelser 348 e. Kr.;
Vidigoja, der falder mod Sarmaterne rimeligvis under Goternes store
Kampe i Dakien og Pannonien i 4. Aarh.
Alle disse tre bliver staaende i Sagnene, selv efter at det yngre
Slægtled er rykket ind; Vidigoja knyttes til den mytiske Urfigur Vølund.
Næppe har deres episke Indhold været rigere end Forgængernes; deres
Forbliven i Mindet udtrykker blot den episke Rummeligheds Stigning paa
Vejen henimod Toppunktet.