Danske Studier 1912

90 H. GRUNER NIELSEN OG AXEL OLRIK
loddari, spillemand, gogler; nht. lotterbube, landstryger; af en grundform
Hudra, rodbeslægtet med ht. liederlich. Det er muligt at dette ord
giver selve det mytiske væsens udspring; „skælmsmester" må da snarest
være grundbetydningen; det omstrejfende og det erotisk letfærdige er
langt mindre fremtrædende i hans væsen. Men muligt er det også at
det er ej; ældre ord, der — tilfældig eller forsætlig — har taget skikkelse
som dette gængse udtryk.
Forholdet mellem Loeke [udtalt: hrka] og Lodder er dunkelt. Det
forudsætter et ord med oprindelig langt o; men lodder, skælmsmester,
har fra forste færd af kort lyd. Her er et punkt, hvor det moderne
ord ikke slår til til tydning 1 . Ser vi os om efter en tydning ud fra
ældre sprogbrug, byder oldn. Lédurr sig virkelig som lydlig ganske tilsvarende;
i vestgermansk finder medlydsfordobling jo sted foran r og
medfører atter kortning af den forudgående selvlyd. — En indvending
vil være, at Lodder ikke svarer til den tydning som „ildmand", der i
,Myterne om Loke' blev givet af Lådurr (et opr. Hukpura skulde i nederlandsk
blive Hochder 2 ), men denne tydning af navnets oprindelse blev fremsat
med al varsomhed som den bedste foreliggende, ikke som afgjort bevislig.
Hvis Lodder går tilbage til et ældre *Lodur, har vi med det samme
forklaring på Loeke: en sådan form (oldn. *L6ki) vil stemme med
Léflurr som den tilsvarende kortform. Og rent bortset fra de oldnordiske
benævnelser vil Loeke vidne om at det i indhold beslægtede Lodder oprindelig
har haft o, altså at det ikke er afledt fra lodder, „skælmsmester".
Alt i alt synes da de sproglige grunde at tale for at navnet er
gammelt. Det har tidlig betegnet et eller andet natligt gækkende væsen,
snarest af lygtemandsagtig art.
Rent mytologisk vilde det ikke undre os at finde en L65urr-Lokiskikkelse
hos den vestligste folkestamme af vor æt; ti i dens egne måtte
vi — ifølge ,Myterne om Loke' — snarest søge Odins-dyrkelsens udvikling
og Odins-trehedens tilblivelse. En L