Danske Studier 1912

VISEN OM LØGN OG SANDHED
AF
J.PALUDAN
I Fordom tiid vor sandhed mechtig oc ; [Sandhed kom paa Tinge frem,
bold, Retfærdigheds Sager ad føre.
affholden i alle maade,
Fogden vaar en hastig Mand,
offuer all werden haffde hun vold, Han slog hænd ved hænd Øre,
oc ingen mand giorde hende waade; Du før mig huercken Ox' eller Guld,
Nu er Løgen vorden hende wred, Vdi mit Embed' est du mig vvhuld, •
hun maa hende huercken høre eller se, , Jeg maa dig huercken see eller høre.]
Hun vil hende plat fordriffue.
Løgen screff breff til alle ting,
At de Sandhed skulde gribe
Oc føre hende bunden til Slottet ind,
hun vilde dennem gaffuer giffue,
Eller Løgen vilde Bonden beskatte
Med iammer oc ve oc daglige platz,
1
Saa ath hannem skal lidet triffues.
Sandhed foor til herre Slot,
hun achte seg Borgeleige ath fonge;
Saa brat som hun waar kommen op
oc klaude sine waande,
Ther kom løgen ridende i gaard,
med Rytter oc hoffmand saa vellig hun
waar,
Met blancke spær i hende.
Løgen er hollen i Herre stadz,
de monne hende hedre oc ære
Sandhed hun flck det sport saa brat,
Stor sorge monne thet henne wære;
Sandhed skred at porten ud,
Ad hun vndkom, hun tackede Gud,
Hennes liiff hadde der nær kosted.
Thi maatte Sandhed om mydnatz tiid
Oc Kiøbstædz mend vnduige,
Fordi de lagde derpaa flyt
Ath de vilde hende besuige;
Di for hun til Bondens gaard
oc actede der at bliffue nogre aar,
Ath løgen henner ieke skulle finde.
Sandhed motte icke paa Jorden boo
hun kunde ey fred der nyde,
Fordi vil hun paa Capittel gaa,
hun ville sit skel der skiude;
Biscoper oc Prælater træde henne vnder
fod,
For hun vaar deris stadz emod,
Som the vrettelige føre.
Sandhed foer til Kiøbsted ind, Sandhed monne til Closter gaa,
Oc kiøbsted ræt ad nyde,
hos Bisper motte hun icke være,
Løgen flck thet oc saa i sinde, Hun tog en Muncke cappe paa,
hun ville hende plat forbiude. then achtet hun rolige at bære;
Løgen skreff breff til Borgemestere oc 5 Sandhed bad Muncken mod Løgen skulde
Raad,
stride,
Ad de Sandhed ihiæl skulle sla, At hun motte rolig i Closter bliffue,
Hun ey hos thennum skulle bliffue. det kunde dem meget fromme.
Sandhed du est en rymnings mand,
Oc deg kand ingen lide,
Det suarede Gaarden som en mand,
wii ville ey for dig stride,
Fordi vy tiæne nu Løgen meth tro,
Di maa du ey i vort Closter boo,
Du kant oss lidet fromme.