Danske Studier 1912

ET UREV I'RA HANNA WINTHER 203
1806 blev den udmærkede Skolemand N. S. J. Bloch Rektor i Nykøbing-Falster.
1807 blev Ghr. Winther indmeldt i Skolen, 1808 blev Madam
Winther Enke, og i Sommeren 1810 flyttede hun til Nykøbing.
I det ovenfor nævnte Værk af N. Bøgh anføres en Række Breve fra
Hanna Winther til Kamma Rahbek, skrevet i hendes Enkestand. Det
sidste er fra 8. Maj 1811, faa Maaneder før hendes andet Bryllup.
Nedenstaaende Brev til Fru Grethe Bloch er omtrent et Par Maaneder
ældre, fra 26. Marts 1811. Det er i mit Eje, — Rektor Bloch
er min Oldefader, — og har ikke før været trykt.
Da det forekommer mig at have Interesse baade som Tidsbillede
og som Bidrag til Hanna Winthers Karakteristik, overgiver jeg det herved
til Offentligheden. Brevet er to Sider, foldet sammen paa gammeldags
Vis, saa Arket selv danner Konvolut. Udskriften er:
S. T.
Frue Grethe Bloch.
Brevet selv lyder, som følger:
D. 26de Marts 1811.
Deres Seddel, min elskede gode Veninde! rørte mig, og glædede
mig. De kan troe mig, jeg føler og paaskjønner Deres Venskabs Værd,
og anseer Deres og Deres fortræffelige Mands Yndest og Venskab for
nogle af mit Livs bedste Glæder. Denne Dag, for et Aar siden, var den
første jeg saae Dem, og blev Dem allerede i mit Hjerte hengiven;
denne Følelse er nu varm og inderlig, og, De kan troe mig, bestandig.
— Men kan jeg ogsaa for Fremtiden glæde mig til Deres venlige Omdømme?
Jeg føler mig saa ofte uskikket til at være interessant for Nogen,
end ikke for dem, der bedømmer mig allermildest, og hvem jeg
helst vilde behage. Der hviiler en Tunghed paa mit Hjerte, over mit
heele Væsen, som mange mørke Hændelser i mit Liv, og især mine
siste ikke saa faa Aar, have foraarsaget; kun sjeldent og øjeblikkelig
drager jeg min Aande frit og let. Alt Saadant overbæres, naar man
kjendes længe af de gode Mennesker som ynde os, men hvorledes bør
man vænte det af dem, der nyelig gjorde vort Bekjendtskab, endskjøndt
disse ere saa gode og fortræffelige som Nogen? Deres Børn elsker jeg
af mit gandske Hjerte, det vilde være mig en Opmuntring naar jeg kunde
være dem til liden Nytte, men jeg føler selv hvor ubetydeligt det er;
for disse gode Børns Skyld ynder De mig, mine højtagtede Venner! og
af samme Aarsag vænter jeg Overbærelse, naar jeg ikke kan være saa
munter og glad, som jeg føler, jeg burde være det ved saa elskværdige
Menneskers Kjærlighed. — Her er et lille Skrivtemaal, søde gode Frue
Bloch! antag det med Venskab!
Det gjør mig ondt at vores lille Lotte 1 er syg, men jeg haaber at
det snart bliver godt under den kjærligste Moders Pleje. — Tak fordi
De vilde undt mig nogle Øjeblikke, min gode kjære Veninde! Deres
Selskab sætter jeg Priis paa, det passer for mit Hjertes Følelse, end-
1 Rektor Blochs Datter, f. 1799.